Pyha: Landsholdet reddet - aftale på plads
Der kan være en løsning på vej i konflikten mellem DBU og landsholdsspillerne. De holder pressemøde lørdag.
DBU og Spillerforeningen har lørdag landet en aftale. Det erfarer Ritzaus Bureau.
DBU og Spillerforeningen har lørdag landet en aftale. Det erfarer Ritzaus Bureau. Jens Nørgaard Larsen/Arkiv/Scanpix


Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har landet en aftale om landsholdet. Det erfarer Ritzau.

De to parter har indkaldt til fælles pressemøde i Parken lørdag klokken 13.30, hvor aftalen formentlig vil blive præsenteret.

- Med henblik på at give en status på de igangværende landsholdsforhandlinger indkalder DBU og Spillerforeningen til pressemøde i Parken lørdag den 21. marts klokken 13.30, lyder det i en pressemeddelelse fra DBU.

Forhandlingerne mellem de to parter handler om vilkårene for spillerne på A-landsholdet, U21-landsholdet og kvindelandsholdet.

Den hidtidige, kollektive aftale mellem DBU og Spillerforeningen om vilkårene for A-landsholdet udløb 1. august 2014.

I forhandlingsforløbet siden da har Spillerforeningen og DBU foretaget tre midlertidige forlængelser af den hidtidige aftale. Det har undervejs ikke været noget, som spillerne ønskede en gentagelse af.

Fodboldlandsholdet skal i den kommende uge spille testkampe mod USA og Frankrig.

Landstræner Morten Olsen har udtaget sin bedst mulige trup til kampene, men det har hidtil været uvist, om spillerne kan og vil stille op.

Landsholdskometen Pierre-Emile Højbjerg fra bundesligaklubben Augsburg kaldte tidligere på ugen konflikten for "noget useriøst pjat." Landsholdets anfører Daniel Agger konstaterede til gengæld, at Højbjerg "ikke har tænkt sig om" inden de udtalelser.

Landsholdets spillere skal efter planen træne i Aarhus fra på mandag forud for testkampen onsdag mod USA, inden turen går til Frankrig og en testkamp 29. marts mod franskmændene.

U21-landsholdet og kvindelandsholdet er også en del af konflikten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.