Præsident Vladimir Putins regeringsparti, Forenet Rusland, blev som ventet klart det største parti ved det russiske parlamentsvalg søndag.
Det står klart, efter at 90 procent af stemmerne er talt op mandag morgen. Det oplyser den russiske valgkommission ifølge nyhedsbureauet AFP.
Således står Forenet Rusland til at få 54,3 procent af stemmerne, hvilket sikrer partiet mindst 338 pladser af parlamentets 450 sæder.
- Vi kan allerede med sikkerhed meddele, at vi har vundet, siger Putin i et tv-interview.
Valgdeltagelsen var ifølge kommissionen kun på 47,8 procent. Til parlamentsvalget i 2011 var valgdeltagelsen på 60 procent.
Præsident Vladimir Putin betegner valgresultatet som godt og siger, at vælgerne har stemt på Forenet Rusland, selv om det er barske tider.
- Situationen er ikke let, og det mærker folk. De har et ønske og håb om, at den politiske situation er stabil, siger Putin ifølge nyhedsbureauet Tass.
Det var på forhånd ventet, at Forenet Rusland igen ville blive landets klart største parti.
Jevgenij Korsak, en 65-årig pensionist i byen Saransk, fortæller, at han har stemt på Forenet Rusland, "fordi det er stærkt og magtfuldt".
En midaldrende mand i byen Velikije Luki i det vestlige Rusland fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at han "selvfølgelig" har stemt på regeringspartiet:
- Vi har ikke brug for andre partier her, siger manden, der ikke ønsker at oplyse sit navn.
Ved det seneste parlamentsvalg for fem år siden fik partiet 49 procent af stemmerne.
Dengang blev valget fulgt af store protester mod Putin i hovedstaden, Moskva, på grund af beskyldninger om valgfusk.
Også denne gang er det kun de fire førende partier - som alle støtter Ruslands regering - der har klaret spærregrænsen på fem procent.
Valgets næststørste parti ser ud til at blive Kommunistpartiet med 13,5 procent. Lige efter kommer Det Liberaldemokratiske Parti, et nationalistisk parti, med 13,3 procent.
Partiet Retfærdigt Rusland står til 6,2 procent.
Ingen af de liberale oppositionspartier Jabloko og Parnas, der er kritiske over for Putin, ser ud til at nå over spærregrænsen.
Nogle af disse partiers kandidater kan dog stadig blive valgt ind i det russiske parlament, hvis de får tilstrækkeligt med stemmer i de enkelte valgkredse.
/ritzau/Reuters