Putin vil trække soldater væk fra ukrainsk grænse
Omkring 17.000 soldater i Rostov-regionen er blevet beordret tilbage til deres baser ifølge russiske medier.
Tusindvis af soldater skal væk fra grænsen til Ukraine og tilbage til deres baser ifølge Vladimir Putins talsmand og russiske nyhedsbureauer.
Tusindvis af soldater skal væk fra grænsen til Ukraine og tilbage til deres baser ifølge Vladimir Putins talsmand og russiske nyhedsbureauer. Foto: Alexei Druzhinin/AP


Ruslands præsident, Vladimir Putin, har beordret omkring 17.600 soldater i Rostov-regionen nær den ukrainske grænse tilbage til deres baser.

Det skriver de russiske nyhedsbureauer Interfax og Ria Novosti ifølge BBC.

Det sker forud for et møde fredag mellem den russiske præsident og hans ukrainske modpart Petro Porosjenko.

Ifølge en talsmand for præsident Putin bliver soldaterne trukket tilbage, fordi de har overstået deres træning i området.

- Putin har beordret, at man starter med at sende tropper tilbage til deres faste base, siger præsidentens talsmand Dmitrij Peskov til de russiske nyhedsbureauer ifølge BBC.

Putin er kommet med lignende udtalelser i marts og maj, men Nato og USA så dog ikke nogen tegn på, at det blev gennemført.

Mødet er kommet i stand samtidig med, at de separatistiske oprørere i det østlige Ukraine har nedtrappet deres angreb, hvilket øger håbet om at redde en våbenhvileaftale i den seks måneder lange konflikt.

Prorussiske oprørere og det ukrainske militær i den østlige Donetsk region siger, at de er nået til enighed om en periode uden skudvekslinger, og militæret har meldt om "fremskridt" i forhandlinger om tilbagetrækning af soldater.

Mødet mellem Putin og Porosjenko, der finder sted fredag, er det første mellem de to ledere siden august. De mødes i Milano i Italien i forbindelse med et asiatisk-europæisk Asem-topmøde.

Ukraines hær har kæmpet mod prorussiske oprørere siden april i en konflikt, der har kostet flere end 3500 personer livet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.