Putin: USA kendte kurs for nedskudt fly
Den russiske leder siger, at nedskydning af jagerfly var "en forræderisk handling".


Præsident Vladimir Putin siger, at Rusland havde givet USA forhåndsinformationer om den flyveretning, som det nedskudte russiske fly havde ved den syriske grænse til Tyrkiet.

- Den amerikanske side, der leder den koalition, som Tyrkiet tilhører, kendte til tid og sted for flyvningen, og vi blev ramt præcist på det tidspunkt, siger den russiske leder.

Putin gentager, at nedskydningen af flyet var "en forræderisk handling" af et land, som Rusland opfattede som venligtsindet.

Den russiske leder, der torsdag fremsatte udtalelser om Tyrkiets nedskydning af jagerflyet på en fælles pressekonference med Frankrigs præsident, François Hollande, fastslår dog, at Rusland stadig er opsat på at samarbejde med den amerikanskledede koalition, og at det arbejder på at opbygge en international koalition, der kan nå til enighed om at løse den syriske konflikt.

Tidligere torsdag havde Ruslands forsvarsministerium udtalt, at det ophæver alt samarbejde med Tyrkiets militær - deriblandt en direkte hotline, som er blevet anvendt til at orientere Ankara om russiske luftbombardementer i Syrien.

Rusland har også truet Tyrkiet med økonomiske sanktioner, efter at det tyrkiske luftvåben tirsdag skød det russiske kampfly ned nær den syriske grænse.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagde torsdag, at det er op til at Rusland at komme med en undskyldning.

- De, som krænkede vores luftrum, må undskylde, siger den tyrkiske leder til CNN.

- Vores piloter og vores væbnede styrker gjorde ganske enkelt deres pligt, som var at reagere på krænkelser af vores luftrum, siger Erdogan.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.