Putin: Trump er en enestående mand med stort talent
Præsident Putin hilser præsidentkandidat Trumps vilje til et tættere samarbejde med Rusland velkommen.
Præsident Vladimir Putin håber på et forbedret forhold mellem Rusland og USA, hvis Donald Trump bliver den næste amerikanske præsident.
Præsident Vladimir Putin håber på et forbedret forhold mellem Rusland og USA, hvis Donald Trump bliver den næste amerikanske præsident. Foto: Alexander Zemlianichenko/AP


Der lyder sød musik, når Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal beskrive amerikaneren Donald Trump, der er favorit til at blive republikanernes præsidentkandidat i 2016.

- Han er en enestående mand med et ubestrideligt talent, lyder det fra den 63-årige russiske præsident.

Ordene falder efter afslutningen af Putins årlige pressemøde i Kreml for russiske og udenlandske journalister.

- Han er den absolutte leder af præsidentopgøret, mener han.

I al fald viser amerikanske meningsmålinger, at den kontroversielle milliardær og byggematador fører stort over sine nærmeste modstandere i Det Republikanske Parti, Marco Rubio og Ted Cruz.

Putin hilser Trumps vilje til et tættere samarbejde med Rusland velkommen.

- Han siger, at han ønsker at bringe forholdet til et nyt stade, et tættere forhold til Rusland. Hvordan skulle vi kunne undlade at hilse det velkommen. Selvfølgelig hilser vi det velkommen, lyder det fra Putin.

Under USA's demokratiske præsident, Barack Obama, er Rusland blevet underlagt økonomiske sanktioner. Det er en reaktion på Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim sidste år og Ruslands militære støtte til prorussiske oprørere i nabolandet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.