Putin presset af rente-eksplosion
Den russiske rente eksploderer, olieprisen falder - og vil gøre ondt på den almindelige russer, siger økonom.
Den forhøjede russiske rente er noget, som de russiske forbrugere vil komme til at mærke.
Den forhøjede russiske rente er noget, som de russiske forbrugere vil komme til at mærke. Foto: Alexander Zemlianichenko/AP


En russisk rentestigning fra 10,5 til 17 procent er noget, der kan mærkes.

Den russiske centralbank er presset af handelssanktioner fra Vesten og olieprisernes nedtur og er nødsaget til at sætte renten op for at holde hånden under rublen.

- At russerne sætter renten op betyder ikke noget her og nu for Danmark og EU. Men beholder vi alligevel de briller på, så kan det i sidste ende måske være med til, at Rusland bøjer sig i forbindelse med krisen i Ukraine, siger Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Carnegie Investment Bank.

En højere rente vil i første omgang betyde, at importerede varer bliver dyrere. Og det vil de russiske forbrugere kunne mærke.

- Rusland importerer mange udenlandske varer, og de eksploderer i pris. Og det er klart, at når russerne rammes direkte, vil presset på Putin stige. Det her den hårde måde, russerne rammes på, siger Henrik Drusebjerg.

Værdien af den russiske rubel er stille og roligt raslet ned. Konflikten mellem Rusland og Ukraine betyder økonomiske sanktioner fra vestlige lande mod Rusland, og det har fået mange udenlandske investorer til at trække penge ud af landet.

Og at olieprisen er faldet med 50 dollar pr. tønde til i omegnen af 63 dollar pr. tønde betyder, at indtægten fra olien, som er Ruslands vigtige kilde til udenlandsk valuta, svinder ind.

Det har fået den russiske centralbank til ad flere omgange at hæve renten i et forsøg på at styrke rublen og standse kapitalflugten. I foråret var den toneangivende rente 5,5 procent.

- Centralbanken er presset fra alle sider. De har en finanssektor, der har svært ved at refinansiere sig på grund af sanktionerne, siger Henrik Drusebjerg.

- Deres hovedindtægtskilde i form af oliepriser er i frit fald, og helt generelt var russisk økonomi i forvejen i en situation, hvor den havde kraftigt brug for reformer og en større modernisering. Der er ikke den tangent, de ikke bliver ramt på, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.