Putin og Merkel opfordrer til våbenhvile i Ukraine
Lederne fra Rusland, Tyskland og Frankrig opfordrer alle til våbenhvile i Ukraine, meddeler Kreml.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, opfordrer til, at de stridende parter i Ukraine lader være med at slås.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, opfordrer til, at de stridende parter i Ukraine lader være med at slås. Foto: Alexei Nikolsky/AP


Lad være med at slås.

Sådan lyder en opfordring fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande, til de stridende parter i Ukraine.

De tre ledere har lørdag drøftet krisen over telefonen, og de er enige om at opfordre til våbenhvile, siger den russiske ledelse i Kreml i en erklæring.

Ifølge oplysningerne udtrykker de ønske om, at våbenhvile vil stå centralt i de drøftelser, der foregår i Minsk i Hviderusland, hvor Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) forsøger at få den ukrainske ledelse og oprørerne til at enes..

- Der blev udtrykt håb om, at spørgsmålet om en hastende våbenhvile og tilbagetrækning af tunge våben vil stå centralt på dagsordenen, hedder det i erklæringen fra Kreml.

Der har på det seneste været tiltagende krigshandlinger mellem den ukrainske hær og de prorussiske separatister i den sydøstlige del af Ukraine.

Parterne blev i efteråret enige om en række tiltag, der skulle tage luften ud af konflikten, herunder også en våbenhvile.

Denne våbenhvile er dog under stort pres.


/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.