Putin kræver intern russisk dopingundersøgelse
En intern efterforskning af doping i russisk atletik er nødvendigt ifølge Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Ruslands præsident tager dopingbeskyldninger i russisk atletik meget alvorligt, og han kræver en intern efterforskning.
Ruslands præsident tager dopingbeskyldninger i russisk atletik meget alvorligt, og han kræver en intern efterforskning. Foto: Alexei Druzhinin/AP


Rusland skal foretage sin egen efterforskning af eventuelt systematisk doping i atletiksporten i landet.

Det siger den russiske præsident, Vladimir Putin, ifølge flere internationale nyhedsbureauer i sin første reaktion på dopingbeskyldningerne i russisk atletik.

- Jeg har bedt vores sportsminister og alle kolleger, som på den ene eller anden måde er involveret i sport, om at give dette emne den størst mulige opmærksomhed.

- Det er essentielt, at vi laver vores egen interne efterforskning, og giver det den størst, mulige åbenhed - og jeg vil gerne understrege - det størst, mulige, åbne og professionelle samarbejde med internationale antidoping-strukturer, siger Putin ifølge Reuters.

Han slog fast, at dopingproblemer ikke indskrænker sig til Rusland alene, men præsidenten fremførte også, at det er Ruslands pligt at beskytte sine atleter fra doping.

- Kampe skal være åbne. En sportskonkurrence er kun interessant, når den er ærlig, lød det fra Putin, efter at han havde holdt møder med Ruslands sportsminister, Vitalij Mutko, i Sotji, hvor Vinter-OL i 2014 fandt sted.

Putin krævede samtidig, at der internt i det russiske system tages ansvar for problemet og dets omfang.

Sådan lød den første reaktion fra den russiske præsident, efter at en kommission fra Det Internationale Antidopingagentur, Wada, for nylig præsenterede sin rapport om doping i russisk atletik.

Rusland er kommet gevaldigt i unåde i den internationale sportsverden, efter at Wada-rapporten berettede om omfattende og systematisk dopingsnyd i russisk atletik.

Tidligere onsdag appellerede landets olympiske komité til, at russiske atleter får en fair behandling.

- Ruslands Olympiske Komité appellerer til, at man husker på ærlige atleters ret til at deltage i internationale sportskonkurrencer, og som ikke bør begrænses, lød det i en meddelelse fra komitéen.

Indtil videre er hverken forbund eller atleter udelukket, men et dopinglaboratorie i landet har mistet sin Wada-godkendelse, og chefen for laboratoriet har trukket sig fra sin post.

Ifølge franske AFP, mener den russiske præsident, at eventuelle sanktioner bør være individuelle og ikke kollektive.

I Wada-rapporten lyder anbefalingen, at Ruslands atletikforbund suspenderes, indtil det lever op til antidopingreglerne.

Blandt andet det australske atletikforbund har foreslået, at russiske atletikudøvere nægtes deltagelse ved OL i Rio de Janeiro til sommer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.