Putin fordømmer oppositionspolitikers drab som lejemord
Drabet på kendt Putin-kritiker kan være en "provokation" og ligner et lejemord, siger Ruslands præsident.
Boris Nemtsov, der som oppositionsleder er kendt kritiker af Ruslands præsident, Vladimir Putin, blev skudt og dræbt i Moskva nær Kreml.
Boris Nemtsov, der som oppositionsleder er kendt kritiker af Ruslands præsident, Vladimir Putin, blev skudt og dræbt i Moskva nær Kreml. Foto: Pavel Golovkin/AP


Den russiske præsident, Vladimir Putin, fordømmer drabet på oppositionsleder Boris Nemtsov og siger, at det ligner et lejemord.

Det kan være en "provokation", lyder det ifølge en talsmand fra Kreml, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Fredag aften ikke langt fra Kreml blev Ruslands tidligere vicepremierminister og nuværende oppositionsleder, Boris Nemtsov, skudt og dræbt.

Boris Nemtsov er kendt for at være en af den russiske præsidents største kritikere.

Putin har ifølge Tass givet ordre til, at der skal igangsættes en undersøgelse af drabet.

- Putin bemærkede, at det voldsomme drab tyder på at være et lejemord og er en klar provokation, siger Putins talsmand Dmitrij Peskov.

- Den russiske præsident udtrykker dyb medfølelse til de pårørende til Boris Nemtsov, som døde tragisk, siger Peskov.

Foruden indenrigsministeriet har Moskvas politi bekræftet drabet. Det er dog endnu yderst sparsomt med oplysninger.

Ifølge nyhedsbureauet dpa blev Nemtsov ramt af skud, der blev affyret fra en forbipasserende bil, da han gik sammen med en kvinde ved en bro i den russiske hovedstad.

Kvinden, der fulgtes med Nemtsov, bliver natten til lørdag ifølge en talskvinde fra indenrigsministeriet afhørt.

Den ukendte gerningsmand affyrede ikke mindre end syv-otte skud mod Nemtsov, oplyser Vladimir Markin, talsmand for undersøgelsesudvalget.

Tidligere var der meldinger om, at den 55-årige politiker blev ramt af fire skud og døde som følge deraf.

Drabet på Nemtsov skete få dage før en planlagt massedemonstration mod Putins styre.

I sit sidste blogindlæg før sin død opfordrede Boris Nemtsov alle oppositionens støtter til at møde op til demonstrationen søndag i Moskva-bydelen Marino.

Den tidligere premierminister og oppositionspolitiker Mikhail Kasjanov mødte op ved gerningsstedet for at vise sin støtte til sin afdøde ven.

- Dette er hævn for, at Boris konsekvent og i mange, mange år kæmpede for at gøre Rusland til et frit, demokratisk land. I det 21. århundrede, i 2015, er en oppositionsleder blevet demonstrativt skudt nær Kremls mure. Det overgår enhver forestilling, siger Kasjanov ifølge AFP.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.