Putin beordrer økonomiske sanktioner mod Tyrkiet
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, ville ønske, at nedskydningen af et russisk kampfly ikke var sket.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger, at han ville ønske, at det russiske kampfly aldrig var blevet skudt ned. Her et billede med en "efterlysning" af Erdogan ved den tyrkiske ambassade i Moskva.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger, at han ville ønske, at det russiske kampfly aldrig var blevet skudt ned. Her et billede med en "efterlysning" af Erdogan ved den tyrkiske ambassade i Moskva. Foto: Ivan Sekretarev/AP


Den russiske præsident, Vladimir Putin, gav lørdag ordre til at indføre særlige økonomiske foranstaltninger mod Tyrkiet.

Orden, der blev offentliggjort på Kremls hjemmeside, siger blandt andet, at Rusland indfører importforbud mod visse tyrkiske produkter.

Den russiske leder giver også en del russiske virksomheder ordre til at begrænse antallet af tyrkiske ansatte. Samtidig siger Putin, at russiske rejsebureauer skal undgå at sælge rejser til Tyrkiet.

Forinden havde Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagt, at han ville ønske, at nedskydningen af det russiske kampfly ikke var sket, og han udtrykte håb om, at det ikke vil ske igen.

Erdogan holdt fredag en tv-tale, hvor han advarede Ruslands ledelse mod at "lege med ilden".

Tyrkiet har også advaret dets indbyggere mod rejser til Rusland.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagde fredag, at Moskva vil ophæve en praksis med visa-fri rejser frem og tilbage fra Tyrkiet. Moskva vil indføre nye visumregler fra den 1. januar 2016, hed det.

Erdogan har afvist at undskylde for nedskydningen af flyet. Han har sagt, at det er russerne, som må undskylde for at have krænket Tyrkiets luftrum.

Putin advarede Tyrkiet umiddelbart efter episoden og sagde, at det ville få "alvorlige konsekvenser" for forholdet mellem de to lande. Han kaldte angrebet for "et stik i ryggen" på Rusland.

Putin siger, at Rusland havde givet USA forhåndsinformationer om den flyveretning, som det nedskudte russiske fly havde ved den syriske grænse til Tyrkiet.

- Den amerikanske side, der leder den koalition, som Tyrkiet tilhører, kendte til tid og sted for flyvningen, og vi blev ramt præcist på det tidspunkt, sagde den russiske leder torsdag.

Tidligere torsdag havde Ruslands forsvarsministerium udtalt, at det ophæver alt samarbejde med Tyrkiets militær - deriblandt en direkte hotline, som er blevet anvendt til at orientere Ankara om russiske luftbombardementer i Syrien.

Ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.