Put ikke disse typer tøj i tørretumbleren
Flere slags tekstiler og tøjtyper har ikke godt af at komme i tørretumbleren. Det drejer sig især om uld og polyester.
Tænk dig om en ekstra gang, inden du kaster dit tøj i tørretumbleren.
Tænk dig om en ekstra gang, inden du kaster dit tøj i tørretumbleren. Foto: Colourbox/free


Tørretumbleren er den nemme og hurtige løsning til at få tøjet tørt efter vask. Men det er ikke alle typer tøj, der har godt af at komme i den varme maskine.

Det fortæller Vibeke Riisberg, der er lektor ved Designhøjskolen Kolding.

- Man skal undgå at putte uld og polyester i en tørretumbler. Ved uld risikerer du, at tøjet skrumper rigtig meget, mens du kan komme til at smelte dit polyestertøj, hvis du tørretumbler det ved høj varme, siger hun til Ritzau Fokus.

Polyester finder du i langt det meste sportstøj, og det kan altså ikke tåle de høje varmetemperaturer. I stedet kan du tørre polyester ved lavere temperaturer.

Nogle gange findes polyester også i bomuldstøj, hvor man blander de to typer fibre sammen. Her skal man især passe på at bruge tørretumbleren.

- Man kan blive snydt, hvis man bare putter tøjet i tørretumbleren i den tro, at det er en bomuldstrøje. Så er skaden sket, siger Vibeke Riisberg.

Hun fortæller, at tøjet kan risikere at blive krøllet, og disse krøller kan man ikke stryge ud igen, fordi polyesteren har taget skade. Derfor bør man altid tjekke vaskeanvisningen, før tøjet ryger i tørretumbleren.

Mærket for en tørretumbler på vaskeanvisningen er en firkant med en cirkel og én eller to sorte prikker i. Er der én prik, betyder det, at tøjet kan tørretumbles på lav varme, mens man ved to prikker kan tørre tøjet ved almindelig temperatur. Er der et kryds over cirklen, må tøjet ikke tørretumbles.

Generelt lyder rådet fra Vibeke Riisberg, at man så vidt muligt skal tørre sit tøj under åben himmel, hvis det er muligt. Tørretumblerne slider nemlig meget på tøjet, hvad end det er bomuld, polyester eller et tredje stof.

Samme råd giver Gitte Sørensen, der er projektleder i Forbrugerrådet Tænk. Hun har også et andet vigtigt råd, når man bruger sin tørretumbler.

- Det er meget vigtigt at rense filtrene jævnligt, da energiforbruget stiger, når filtrene er tilstoppede. Det gælder både fnugfilteret, der sidder i lågen, men det gælder også det mikrofilter, der sidder foran kondensatoren på de fleste kondenstørretumblere, siger hun til Ritzau Fokus.

Hun foreslår, at man renser filteret i lågen efter hver tørring, mens mikrofilteret bør renses efter minimum hver femte tørring. Rensningen af filtrene er ifølge Gitte Sørensen meget vigtigt i forhold til, hvor meget energi maskinen bruger.

- Vi har gennemført test på forskellige tørretumblere, der viser, at energiforbruget stiger hurtigt, hvis man ikke renser mikrofilteret foran kondensatoren. Efter otte tørringer uden rensning var energiforbruget steget med 40 - 50 procent på de modeller, vi testede, lyder det fra Gitte Sørensen.

Fakta: Sådan bruger du din tørretumbler optimalt

- Put ikke tøj lavet af uld, polyester eller silke i tørretumbleren. Polyester kan gå, hvis det tørres ved laveste varme.

- Fold dit tøj ud, hvis det har slået knuder. Så har det nemmere ved at tørre. Luk også dynebetrækket, så sokker og andet ikke gemmer sig derinde og ikke bliver tørret ordentligt.

- Rens begge filtre på din tørretumbler, så du sparer energi. Det gælder både fnugfilteret i lågen og mikrofilteret, der sidder foran på maskinen.

- Tør så meget tøj som muligt under åben himmel. Det har tøjet og miljøet bedst af.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.