Pukki skaber sen Brøndby-forløsning i pokalen mod Frem
Brøndby havde store kvaler med Frem i DBU Pokalen, men en scoring ni minutter før tid sendte Brøndby videre.
Teemu Pukki scorede Brøndbys sejrsmål kort før tid (arkivfoto).
Teemu Pukki scorede Brøndbys sejrsmål kort før tid (arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix


Superligaklubben Brøndby er klar til ottendedelsfinalerne i DBU Pokalen. Men foran en feststemt kulisse i Valby Idrætspark var hjemmeholdet Frem en hård nød at knække.

2. divisionsholdet spillede sin chance og havde overraskelsen inden for rækkevidde, men ni minutter før tid scorede Brøndby det forløsende sejrsmål til 2-1 ved indskiftede Teemu Pukki.

Nok var Brøndby favorit, men holdet havde intet problem med at overlade initiativet til hjemmeholdet. Taktikken gav bonus for Brøndby efter 14 minutter.

Med en hurtig kontra blev Marco Urena spillet fri i dybden, men han misbrugte den store chance.

Heldigvis for Brøndby havde Christian Jakobsen sneget sig med frem, og offensivspilleren sendte riposten ind ved stolpen til 1-0.

Frem fortsatte med at angribe, og efter en halv time fik hjemmeholdets fans noget at juble over.

Bolden blev sendt fra højre side og til den fjerneste del af straffesparksfeltet, hvor Beran Camili tog bolden til sig og driblede på tværs af et meget passivt Brøndby-forsvar.

Camili ventede til det helt rette tidspunkt, før han hamrede bolden i mål til 1-1 via undersiden af overliggeren.

Det var også stillingen efter en afvekslende første halvleg.

Frem fik den første store chance efter pausen ved Daniel Pedersen, men Brøndbys tyske forsvarer, Benedikt Röcker, fik sat sin tackling ind i rette øjeblik i det 51. minut.

Som anden halvleg skred frem, lod Brøndby til at have det største overskud. Cirka midtvejs havde Christian Jakobsen en stor hovedstødschance, som Frem-målmanden fik viftet til hjørnespark.

Samme Jakobsen befandt sig i helt fri position foran mål et kvarter før tid, da Hany Mukhtar havde erobret bolden efter en Frem-fejl. Men Mukhtars aflevering i to-mod-én-situationen manglede præcision og løb ud i ingenting.

Det trak op til Brøndby-scoring, og ni minutter før tid kunne Frem ikke længere holde favoritten stangen.

I et mønsterangreb blev Frederik Holst spillet fri i højre side, og han sendte bolden ind foran mål, hvor Superligaens topscorer, Teemu Pukki, nemt kunne sende bolden i mål til 2-1.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.