Publikum gav Stine Jørgensen den fedeste kamp til dato
Et tændt publikum i Boxen i Herning hjalp de danske håndboldkvinder til sejr over Sverige i 1/8-finalen i VM.
Publikum kunne for alvor høres i søndagens kamp mod Sverige i Boxen i Herning.  (Jens Dresling/POLFOTO)
Publikum kunne for alvor høres i søndagens kamp mod Sverige i Boxen i Herning. (Jens Dresling/POLFOTO) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Foran et yderst tændt publikum i Boxen i Herning sikrede de danske håndboldkvinder sig en plads i kvartfinalen søndag aften efter en klar sejr over Sverige på 26-19.

De danske tilskuere klappede, buhede og trampede, så gulvet rystede, og den gode stemning på lægterne kunne tydeligt mærkes på banen.

- Det var så fedt at spille i dag. Det er nok den fedeste kamp, jeg har spillet til dato, siger Stine Jørgensen.

- Man kunne høre, at folk sad og trommede på tribunerne. De klappede og råbte, skreg og sang helt vildt. Det var helt fantastisk. Det var så fedt i dag, siger hun.

Også den danske målmand Rikke Poulsen er overvældet over den danske opbakning.

- Jeg kan slet ikke beskrive, hvor vildt det var. Jeg har stadig helt hjertebanken. Det tryk, publikum lagde på svenskerne, det var helt vildt, siger hun.

Louise Burgaard kunne heller ikke skjule sin glæde over, at det danske publikum har droppet fairplay-tonen og er kommet i gang med at buhe af modstanderne.

- Boxen eksploderede i dag. Man kunne virkelig fornemme, at det er os, der ejer Boxen og os, der har hjemmebane, siger hun.

- Jeg synes, de var lidt sløve under opvarmningen, men så skal jeg love for, at de kom igen og buhede af svenskerne. Det er sådan, det skal være, siger hun.

På onsdag venter Rumænien i kvartfinalen, efter at rumænerne slog de regerende verdensmestre fra Brasilien ud af turneringen med 25-22.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.