"Psykopatisk chef": Ansatte skrider fra syg firmakultur
Flere ansatte har det så dårligt med at gå på arbejde, at de ender med at skifte job i sidste ende.
Mange danskere har oplevet en så dårlig arbejdskultur, at de har taget konsekvensen og kvittet deres job.
Mange danskere har oplevet en så dårlig arbejdskultur, at de har taget konsekvensen og kvittet deres job. Foto: Iris/arkiv


En konstant frygt for at blive fyret, en ekstremt dominerende chef eller mobning på arbejdspladsen får i flere tilfælde danskere til at forlade deres job.

Det fremgår af en ny undersøgelse foretaget af Epinion for HK/Privat, der har spurgt 1200 medlemmer af organisationen.

I alt har 36 procent af dem, der har deltaget i undersøgelsen, svaret, at de har valgt at kvitte et job på grund af en dårlig arbejdskultur på deres arbejdsplads.

Et antal, der bør få alarmklokkerne til at ringe, mener man i HK/Privat.

- Når medarbejderne på den måde flygter fra firmaer på grund af kulturen, er det nok på tide, at den ansvarlige leder tænker sig godt om. For hvem gider være et sted med dårligt arbejdsmiljø, siger Marianne Vind, næstformand for HK/Privat.

I undersøgelsen er der alt fra småting, som et manglende "god morgen" eller en snuppet p-plads, til langt voldsommere hændelser, der giver de ansatte decideret nedsat arbejdslyst.

Det er både diktatoriske chefer, skideballer foran kollegerne og bagtaleri fra ledelsen, som får ansatte til at sige stop, afslører udsagn fra undersøgelsen:

"Ledelsen accepterede mobning", "en psykopatisk chef dirigerede stemningen", og "der var en kultur fra ledelsen, at alle kunne smides ud i morgen" er bare nogle af dem.

- Det her er et skræmmende eksempel på, hvad dårlig ledelse er skyld i, siger Marianne Vind.

- Én ting er, at så mange tager deres gode tøj og går på grund af en dårlig kultur på arbejdspladsen. Det er under al kritik.

- Men det er endnu værre, at der er så mange dårlige ledere rundt omkring på virksomhederne, som enten ikke gør noget ved problemerne, eller selv skaber dem, siger hun.

Under valgkampen viste en beregning foretaget af de to hovedorganisationer FTF og LO, at dårligt arbejdsmiljø koster samfundet mellem 60 og 80 milliarder om året i blandt andet sygedagpenge og tabt arbejdsfortjeneste.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.