Det er slut med at sende mails til kollegerne om søndagen, hvis man arbejder i uddannelsesminister Søren Pinds ministerium.
- Jeg vil ikke have det, lyder det fra ministeren til b.dk.
Og det er en meget forbilledlig ledelsesstil, han udviser, mener psykolog, ph.d. og stifter af Center for Mental Robusthed Eva Hertz.
For her træffer han et valg på vegne af sine medarbejdere, som de næsten per natur ikke selv er i stand til at træffe. Vi vælger nemlig selv at arbejde om søndagen, selvom det ikke forventes af arbejdsgiveren.
- Vi kan ikke kan tackle friheden, for man tænker, at man lige kan gøre sig ekstra umage i stedet for at tænke, hvis jeg skal være rigtig god i morgen, skal jeg virkelig holde fri i dag, forklarer Eva Hertz, der til dagligt arbejder med arbejdsglæde og forebyggelse af stress.
- Mange af dem, jeg behandler, har en følelse af, at det handler om liv eller død, hvis man ikke svarer på en mail. Derfor er Pinds mailforbud et eksempel på god ledelse, fordi det er en hjælp til at legitimere, at alle har brug for at slappe af indimellem, siger Eva Hertz.
Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.
I sin blog på Berlingskes website b.dk forklarer Søren Pind, hvordan flere hundrede “tossede” mails hver dag kan fare frem og tilbage mellem medarbejderne i ministeriet blandt andet “for en sikkerheds skyld mails” eller såkaldte “cma’er” (cover my arse-mails), som kun har til formål at beskytte den enkelte medarbejder mod dårlige sager eller ansvar. Til gengæld gør det folk syge i det lange løb.
- Et stort forbrug af internet med e-mails, Facebook, Twitter osv. øger også kortisolniveauet (stresshormon, red.). En alvorlig konsekvens af det er, at man ikke får restitueret i tilstrækkelig grad. Og det medfører øget risiko for at udvikle stress og udbrændthed, siger Eva Hertz.
Hos Fagforeningen DJØF hilser man ministerens beslutning velkommen.
- Vi ved, mange oplever at være stressede, og mange arbejder mere end 37 timer. Selvom mange nyder godt af fleksibiliteten, så man kan arbejde hjemmefra, risikerer det også at presse systemet unødigt, hvis alle sender mails døgnet rundt. Derfor er der noget velgørende over, at man forholder sig til det her 24/7-helvede, siger arbejdslivspolitisk chef, Edith Jakobsen.