Psykolog: Ikke to forældredrab er ens
Forældres drab på børn kan være svære at forhindre, fordi der er få fællestræk, forklarer Tine Wøbbe.
Torsdag rykkede Fyens Politi ud til et tragisk familiedrab.
Torsdag rykkede Fyens Politi ud til et tragisk familiedrab. Foto: Colourbox(arkiv)/Free


Torsdag tog en 51-årig mand livet af sin datter, inden han forsøgte at begå selvmord uden held.

Den slags drab kan være svære at forhindre, fordi der er så få fællestræk ved de forældre, der beslutter at tage livet af deres børn. Det er derfor svært at opdage, hvilke symptomer man skal lede efter. Det fortæller psykolog og forfatter Tine Wøbbe.

- Det kan man måske som erfaren psykiater eller psykolog. Men det sker så sjældent, at man som fagprofessionel tænker: Det første, jeg skal sikre mig, er, at han ikke gør noget ved børnene. Ofte er der heller ingen forvarsel, siger hun.

- Selv for rationelt tænkende mennesker, der ikke er sindssyge normalt, kan det jo også slå klik, og de kan begå jalousidrab.

Vil ramme den anden forælder

Der er dog et motiv, der går oftere igen end andre, forklarer psykologen.

- Vi ser ind imellem, at den ene forælder slår børnene ihjel for at ramme den anden forælder. Fordi det ultimativt ondeste, man kan gøre, er at tage deres børn fra dem. Det kan være et motiv, siger Tine Wøbbe.

- Der var også en sag for nogle år siden, hvor en ekssoldat slog sin femårige søn ihjel. Han var blevet traumatiseret krigsmæssigt. Men det hyppigste (motiv, red.) er krænkelses/hævn-motivet.

Sindssyg i gerningsøjeblikket

Et tredje motiv, der får forældre til at overskride deres instinkt til at passe på deres børn, er regulær midlertidig sindssyge, forklarer Tine Wøbbe.

- Andre gange er det sindssyge, hvor der er en irrationel forklaring, der kun giver mening, for den der er sindssyg i det øjeblik, siger hun.

- Når de får behandling og/eller medicin senere hen, så får de det jo frygteligt. Det har jeg mødt flere eksempler på. At dukke op til en virkelighed hvor man har taget sine børns liv.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.