Psykolog: Hittebarn skal have mor-erstatning med det samme
Hittebarn skal have øjeblikket omsorg, nærhed og kropsvarme, fortæller psykolog Inger Thormann.
Hittebarnet skal have øjeblikket omsorg, nærhed og kropsvarme, fortæller psykolog Inger Thormann.
Hittebarnet skal have øjeblikket omsorg, nærhed og kropsvarme, fortæller psykolog Inger Thormann. Foto: Nataliya Hora/colourbox/Free


Hvis ikke hittebarnet, der fredag blev fundet i en affaldsskakt i Bagsværd, skal få et permanent traume, er det nødvendigt, at pigen hurtigst muligt får en såkaldt "mor-erstatning".

Det fortæller psykolog og forfatter Inger Thormann, der gennem 30 år har arbejdet med omsorgssvigtede børn og hittebørn som ansat på det nu nedlagte Skodsborg Observations- og Behandlingshjem nord for København.

- Barnet kan stadig få et rigtig godt liv hos nogle gode forældre. Men nu er det meget vigtigt, at pigen får en voksen kvinde, som erstatning for sin biologiske mor, siger Inger Thormann.

- Hun må ikke bare ligge alene i en vugge, men skal have kropsvarme og nærhed.

Det nyfødte barn, der vejer omkring tre kilo, har det efter omstændighederne godt, oplyser politiet.

Det var en gårdmand, der var årvågen og opdagede barnet i skakten på Værebrovej 90 omkring klokken 6.30, da han sammen med en kollega var ved at håndtere ejendommens affaldscontainere.

Barnet blev svøbt ind i et flag for at holde varmen, indtil en ambulance nåede frem. Pigen er blevet bragt til Rigshospitalet for at blive undersøgt af læger.

- Plejeforældrene skal tale stille og nynne små sange lige som rigtige og almindelige forældre ville gøre det, fortæller Inger Thormann.

Hvad der får en forælder til at forlade sit spædbarn, kan der være mange årsager til, forklarer Inger Thormann.

- Det er svært at sige. Det kan være, at moren er psykisk skrøbelig, der ikke kan overskue at blive mor. Man ser tit, at misbrugere først opdager graviditeten efter fire til fem måneder, og der er det for sent at få en abort.

- Så det er meget sandsynligt, at det er en psykisk syg, der har efterladt barnet, siger Inger Thormann.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.