Psykisk syge Therece: Jeg er taknemmelig for at få en chance
Psykisk syge Therece Bergløv Jansson er modsat mange andre syge danskere glad for at være i ressourceforløb.
"Tanken og ideen omkring ressourceforløb er rigtig god. Jeg kan godt se ideen med, at der bliver lagt en plan," siger 30-årige Therece Bergløv Jansson.
"Tanken og ideen omkring ressourceforløb er rigtig god. Jeg kan godt se ideen med, at der bliver lagt en plan," siger 30-årige Therece Bergløv Jansson. Foto: Privat


- Jeg er glad for de fem år, jeg er blevet tildelt.

Sådan siger 30-årige Therece Bergløv Jansson om det ressourceforløb, hun har været i siden januar. Hendes udmelding står dermed i skærende kontrast til de mange syge danskere, som Avisen.dk har talt med den seneste tid. Flere kritiserer de ressourceforløb, som blev indført som en del af en større reform af førtidspension og fleksjob i 2013.

Men for Therece Bergløv Jansson, der kæmper med en række psykiske diagnoser som borderline, ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, passiv aggressiv personlighedsforstyrrelse og PTSD, er ressourceforløbet dog en lettelse.

- For mig handler det om at komme væk fra kontanthjælpen. På den her måde kan det blive anerkendt, at jeg var for syg til at arbejde, forklarer hun.

Kan godt forstå kritikken

Tidligere på ugen kom det frem, at kun 31 ud af de 1129 danskere, som siden 2013 har været igennem et ressourceforløb, er endt med et fast arbejde på ordinære vilkår. Noget der har fået flere til at kritisere ordningen.

Og Therece Bergløv Jansson kan godt forstå kritikken fra dem, hvor ressourceforløbene bliver kørt for langt ud, som hun kalder det, og henviser til de historier, som Avisen.dk har skrevet om folk, der må i praktik med deres seng.

- Men der er også nogle, der er glade for det. Tanken og ideen omkring ressourceforløb er rigtig god. Jeg kan godt se ideen med, at der bliver lagt en plan. For mig handler det om at afprøve alle behandlingsmuligheder, og det kan jeg godt lide. At jeg ikke bare bliver opgivet helt, siger hun.

Glad for samarbejdet med kommunen

Therece Bergløv Jansson, der, inden hun blev syg for fem år siden, læste til pædagog og arbejdede på et plejehjem, er glad for samarbejdet med sin sagsbehandler og kommunen.

- Der bliver lyttet til mig i kommunen. Når der bliver sat noget i gang, og jeg kan mærke, at jeg ikke kan klare det, bliver det pillet af, uden at der bliver sat spørgsmålstegn ved det, forklarer hun.

Hun er netop nu ved at være færdig med terapidelen af sit ressourceforløb og har netop fået tildelt en mentor.

- Jeg er taknemmelig for, at kommunen giver mig en chance, og hjælper mig til at prøve at styrke mine ressourcer for at se, om det kunne blive muligt for mig en dag at komme ud på egne ben, siger hun.

Håbet for hende er et fleksjob.

- Førtidspension har været nævnt et par gange, men jeg har sagt nej. Jeg vil være helt sikker på, at jeg ikke vil kunne klare noget. Jeg er fuldt ud motiveret for at komme ud i livet og håber på at få ressourcerne til at komme på arbejdsmarkedet, siger Therece Bergløv Jansson.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.