Psykiatriske patienter sexkrænket af voldtægtsmand
En kvinde blev natten til fredag voldtaget af en mand, som trængte ind på sygehus. Tre andre blev krænket.
Fyns Politi har anholdt en 39-årig mand. Han sigtes for voldtægt og blufærdighedskrænkelse på psykiatrisk afdeling på Svendborg Sygehus. Arkivfoto.
Fyns Politi har anholdt en 39-årig mand. Han sigtes for voldtægt og blufærdighedskrænkelse på psykiatrisk afdeling på Svendborg Sygehus. Arkivfoto. Foto: Colorbox.dk/Free


I ly af mørket trængte en voldtægtsmand natten til fredag ind på psykiatrisk afdeling P1 på sygehuset i Svendborg.

Her voldtog han en kvindelig patient, mens tre andre blev udsat for andre seksuelle krænkelser, oplyser Fyns Politi.

- Vi modtager en anmeldelse om, at en ukendt mand har forceret et hegn og er trængt ind på afdelingen og har voldtaget en kvinde, der er indlagt, fortæller Hans Frederiksen, der er vagtchef hos Fyns Politi.

Det var en sygeplejerske på afdelingen, som rettede henvendelse til politiet, der ifølge Hans Frederiksen modtog anmeldelsen klokken 2.35.

Oversygeplejerske Birgitte Kibenick fortæller, at gerningsmanden er klatret over et fire meter højt hegn og er kommet ind via en altandør. Døren bruges af afdelingens rygere og står normalt ulåst. Også om natten.

- Det har egentligt været vores almindelige procedure at lade døren stå åben, da vi regner med, at vi er ret sikret på grund af det høje hegn. Det har vi lavet om nu, siger Birgitte Kibenick.

Fyns Politi anholdt allerede i nattens løb den formodede gerningsmand. Han blev set af de politifolk, som blev sendt ud til hospitalet.

Ifølge Hans Frederiksen vil manden blive sigtet for et tilfælde af voldtægt og tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Senere fredag vil manden blive fremstillet i grundlovsforhør.

Vagtchef Hans Frederiksen fortæller, at politiet efter ankomsten til sygehuset gennemså noget videoovervågning. Billederne viste, at der rigtig nok var en person, som havde forceret et hegn.

Efter at have set billederne fandt politiet frem til en 39-årig mand, som befandt sig i området. Det er ham, der nu er blevet anholdt.

- Vi formoder, at han er gerningsmanden, siger Hans Frederiksen.

Det er nu i første omgang op til anklagemyndigheden at afgøre, om mistankegrundlaget mod den anholdte rækker til at kræve ham varetægtsfængslet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.