PSV får svært ved at knække Diego Simeones Atlético-mur
Atlético Madrid er i storform inden Champions League-kampen mod PSV. Især spaniernes defensiv virker stærk.
Gabi (tv.) er en nøglefigur på Atlético Madrids mandskab, hvor han binder kæderne sammen.
Gabi (tv.) er en nøglefigur på Atlético Madrids mandskab, hvor han binder kæderne sammen. Foto: Francisco Seco/AP


Blot 15 indkasserede mål i 36 liga- og Champions League-kampe i indeværende sæson fortæller, hvordan Atlético Madrid vinder fodboldkampe.

Den karismatiske træner Diego Simeone har siden ankomsten til klubben i 2011 bygget holdet på et fundament af en skræmmende defensiv, og den har aldrig været stærkere end nu.

Atlético Madrid er et mareridt for enhver modstander i denne sæson, og med holdets nuværende form er PSV underdog, når det hollandske mesterhold gæster Estadio Vicente Calderón tirsdag aften.

PSV klarede 0-0 i det første opgør på hjemmebane, men siden har Atlético Madrid vundet fire kampe på stribe med en målscore på 10-1.

Hos en af holdets defensive galionsfigurer er der ingen tvivl om, hvad træner Diego Simeone betyder for den styrke, holdet har opbygget de senere år.

- Simeone er stenen, omkring hvilken dette projekt er opbygget, siger Diego Godin, der har styret centerforsvaret i klubben siden 2010.

- Han har forbedret denne gruppe af spillere. Han har fået spillerne og fansene til at tro - ikke blot med ord, men med handlinger.

Godin er en nøglespiller i den defensive bastion sammen med holdets anfører og defensive midtbaneanker, Gabi, som også har været med under hele Simeones regeringstid.

- Gabi har været meget vigtig for alt, hvad vi har opnået de seneste år, siger Diego Simeone til dpa.

- Han er mine øjne og ører på banen - en rigtig leder. Man kan altid regne med en konsekvent indsats fra hans side 40 eller 50 gange om året, lyder det fra den succesfulde træner.

Og beundringen er gengældt.

- De seneste fem år har været forbløffende, de mest fantastiske i min karriere. Nærmest alt er gået godt for os, især efter Simeone kom tilbage som træner, siger Gabi.

Som spiller optrådte Diego Simeone for Atlético Madrid i to omgange - først fra 1994 til 1997 og igen fra 2003 til 2005.

I tirsdagens anden ottendedelsfinale skal Manchester City forsvare en 3-1-sejr fra udekampen mod Dynamo Kiev og forsøge at nå kvartfinalen for første gang i historien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.