Prostatakræft: Ny behandlingsform kaldes lovende
Kræftceller bliver genetisk ændret og signalerer så til patientens immunsystem, at det skal angribe dem.
Ny forskning viser en forbedring på 20 procent i overlevelse hos patienter med prostatakræft fem år efter behandling.
Ny forskning viser en forbedring på 20 procent i overlevelse hos patienter med prostatakræft fem år efter behandling. Foto: Scanpix


En ny terapiteknik er i stand til at modificere prostatakræftceller, så patientens krop angriber og dræber dem, siger amerikanske forskere ifølge BBC.

Teknikken gør kræftcellerne i kroppen selvdestruktive, hvilket har ført til, at metoden bliver omtalt som "selvmords-genterapi".

- Dette kan forandre den måde. hvorpå vi behandler cancer, siger lægen og forskeren Brian Butler Houston Methodist Hospital i Texas ifølge BBC.

Den nye forskning viser en forbedring på 20 procent i overlevelse hos patienter med prostatakræft fem år efter behandling.

En cancerekspert siger, at mere forskning er nødvendig for at kunne fastslå noget sikkert om metodens effektivitet.

Prostatakræft er den hyppigste kræftform blandt mænd i Storbritannien, hvor over 41.000 får diagnosen hvert år.

Den nye forskning har været ledet af forskere på Houstons Methodist Hospital i Texas, og tyder på, at den nye terapiform kombineret med strålebehandling er lovende for den fremtidige behandling af prostatakræft.

I modsætning til en infektion, som kroppen reagerer imod, så regerer immunsystemet ikke på kræftceller.

Den nye behandling indebærer, at kræftceller bliver genetisk ændret, hvorved de signalerer til patientens immunsystem, at dette skal angribe dem.

I to grupper med 62 patienter modtog den ene gruppe genterapi to gange, mens den anden gruppe, hvor alle havde en mere aggressiv prostatacancer, modtog genterapi tre gange. Begge grupper modtog også strålebehandling.

Overlevelsesraterne efter fem år var på 97 procent og på 94 procent. Selv om der ikke var nogen kontrolgruppe i disse undersøgelser, så fastslår forskerne, at der er tale en forbedring på 20 procent i forhold til andre behandlinger af prostatacancer.

Og cancerbiopsier foretaget to år senere var negative i henholdsvis 83 procent og 79 procent af tilfældene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.