Politikere fra det prokurdiske parti HDP i Tyrkiet vil igen være at finde på deres pladser i landets parlament. Det skriver Reuters.
Partiet stoppede al arbejde i parlamentet i protest tidligere på måneden. Det skete, da flere medlemmer blev anholdt.
Fra tirsdag er partiets boykot dog slut. Det meddeler HDP, Folkenes Demokratiske Parti.
HDP repræsenterer det kurdiske mindretal i Tyrkiet. Ni af partiets medlemmer blev anholdt i begyndelsen af november. Blandt dem var dets to ledere.
- Vores gruppe af parlamentsmedlemmer og partiets ledelse har besluttet at stoppe arbejdet i alle lovgivende organer efter dette omfattende og dystre angreb, meddelte HDP ifølge AFP i kølvandet på anholdelserne.
Siden et kupforsøg i sommer har Tyrkiets præsident og regeringen slået ned på alle, der anses som en trussel.
Det er i høj grad gået ud over tyrkere, der mistænkes for at støtte den religiøse leder Fethullah Gülen. Men også kurderne er blevet ramt.
HDP kom ind i parlamentet i juni 2015 og igen ved det efterfølgende valg i november. Her fik partiet lidt over ti procent af stemmerne.
Anholdelserne af det kurdiske partis ledere for få uger siden blev mødt af international kritik.
I Bruxelles udtrykte EU's udenrigsminister, Federica Mogherini, "ekstrem bekymring", mens udenrigsminister Kristian Jensen (V) kaldte den tyrkiske ambassadør i Danmark til en samtale.
Mens HDP vender tilbage til parlamentet, har de tyrkiske myndigheder udstedt en arrestordre på lederen af det syriske kurdiske parti PYD.
PYD-formand Salih Muslim er en af 48 personer, der af tyrkisk politi sættes i forbindelse med et angreb mod en militærbus i Ankara i februar.
/ritzau/