Profil før VM-brag: Vi kender Spaniens plan
De danske spillere har masser af sult på vej ind til VM-kvartfinalen mod Spanien, mener Mads Christiansen.
Mads Christiansen har her scoret et af sine tre mål, da Danmark i sidste uge mødte Rusland i den indledende runde ved VM i Qatar. Onsdag aften ventes endnu hårdere modstand, når de danske håndboldherrer møder Spanien.
Mads Christiansen har her scoret et af sine tre mål, da Danmark i sidste uge mødte Rusland i den indledende runde ved VM i Qatar. Onsdag aften ventes endnu hårdere modstand, når de danske håndboldherrer møder Spanien. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Indtil videre har Spanien haft relativt let spil ved VM i herrehåndbold i Qatar. Lutter sejre og kun reel modstand fra Brasilien og værtsnationen. Set med danske briller skulle det gerne blive noget sværere for spanierne onsdag aften, når de spiller VM-kvartfinale mod Danmark.

To hold, der har spillet mange vigtige kampe mod hinanden de seneste år, og hvor Danmark ofte har haft overtaget. Dog fraset den historiske lussing i VM-finalen for to år siden, hvor Spanien udraderede Danmark med 16 mål.

Nederlaget på 19-35 tænker højrebacken Mads Christiansen ikke meget over forud for onsdagens kamp. Egentlig heller ikke sejrene over Spanien, som eksempelvis den sidste år ved EM i Danmark.

Han tænker på at være bedst muligt forberedt på Spaniens mest sandsynlige plan i kampen mod danskerne.

- Vi har mødt dem i mange afgørende kampe. Vi har en god idé om, hvad de gerne vil med tingene, når de møder os, siger Mads Christiansen, der i den grad er brudt igennem for alvor i landsholdsregi i Qatar.

Mads Christiansen minder om, at Spanien også godt ved, hvad danskerne helst vil, når de to hold tørner sammen.

Backen forventer et stort drama.

- Vi kommer under et stort pres. De har mange individualister i angrebsspillet og dygtige bagspillere, siger Mads Christiansen.

- Specielt Raul Entrerrios og Joan Canellas kan klare noget på egen hånd, men laver også gerne noget sammen med en stregspiller. Det skal vi være fokuseret på, siger Christiansen.

Kampen begynder klokken 19 dansk tid, vinderen møder enten Frankrig eller Slovenien i semifinalen.

- Jeg tror stadig, der er masser af sult i dette hold og masser af energi. Det var dejligt med en relativt let kamp mod Island, og nu er der lagt op til noget af et brag mod Spanien. Det er en kamp, vi for alt i verden vil vinde, siger Mads Christiansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.