Professor om ansats kritik af Eritrea-rapport: Unormalt
I den hierarkiske styrekæde, udtrykker offentligt ansatte ikke deres uenighed om forhold på jobbet offentligt.


Det er ganske unormalt, når den sygemeldte chefkonsulent i Udlændingestyrelsens dokumentationskontor Jens Weise Olesen offentligt kritiserer forhold på sin arbejdsplads og betegner Eritrea-rapporten som "makværk".

Det vurderer professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet Bent Greve.

- Hvis man er uenig i en beslutning om eksempelvis en metode eller fremgangsmåde, har man mulighed for at ytre sig indadtil, det sker som regel opad i systemet.

- Man har selvfølgelig retten til fagligt at være uenig i metoder og form, men det er unormalt, at man ytrer sig offentligt om, at arbejdet strider mod hans metoder, siger Bent Greve til Ritzau.

Spørgsmål: Så hvis ledelsen beder sin chefkonsulent i dokumentationskontoret om at lave opgaven på en bestemt måde og efter nogle bestemte metoder, er der ikke noget i vejen med det?

- Nej, det er der ikke. Hvis han er uenig fagligt, så må han lægge et notat, om at han fagligt har været uenig i det, og at hans faglige fremgangsmåde ville være en anden.

- En ledelse har en instruktionsbeføjelse. Hvis der kommer en diskussion, skal ledelsen kunne argumentere hvorfor, den har valgt den fremgangsmåde i forhold til en anden fremgangsmåde. Det ligger i den hierarkiske styrekæde, siger Bent Greve.

Professoren understreger, at en leder af et kontor har retten til fagligt at sige fra.

- Selvfølgelig har han retten til at sige, at hans faglige vurdering er en anden og det skal der så være dokumentation for, at det har han gjort, siger Bent Greve.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.