Professor: Norwegian løser ikke problem ved opsplitning
Norwegian-ledelsen løser ikke det grundlæggende problem ved at fordele de skandinaviske piloter, lyder det.


Der bliver grundlæggende ikke løst det store ved, at Norwegian-ledelsen overfører sine skandinaviske piloter til tre forskellige datterselskaber.

Sådan lyder vurderingen fra Tor W. Andreassen, der er professor ved Norges Handelshøyskole i Bergen og ekspert i flybranchen.

- Dette ændrer ikke noget af det principielle i debatten - at det er uretmæssigt, at piloterne er i et selskab, som er underleverandør til moderselskabet.

- Nu er der i stedet bare tale om mere regionale selskaber, siger Tor W. Andreassen til Dagens Næringsliv.

Siden weekenden har Norwegian-ledelsen forsøgt at finde en løsning med Norwegian Pilot Union (NPU) og fagforeningen Parat i en fastlåst strid om piloternes ansættelsesforhold.

Med etableringen af de nye datterselskaber bliver de ansatte i Norge, Sverige og Danmark overført med de hidtidige takstaftaler, arbejdsforhold, goder og strejkerettigheder, skriver Norwegian i en meddelelse.

Men den norske professor pointerer dog, at moderselskabet gennem ændringen kan bestemme, om det vil købe tjenester fra de enkelte selskaber, eller om det ikke vil.

- Samtidig opnår de (Norwegian-ledelsen, red.), at de splitter piloterne fra én gruppe til tre grupper.

- Det vil sige norske, svenske og danske piloter, som får egeninteresser, der skal varetages, men lettere kan spilles op imod hinanden, siger Tor W. Andreassen.

De tre nye datterselskaber, som Norwegian etablerer, kommer til at hedde Pilot Services Norway, Pilot Services Denmark og Pilot Services Sweden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.