Professor: EU-krav betyder unødigt stram finanslov
Dansk økonomi kunne uden problemer klare større budgetunderskud, end EU lægger op til, siger professor.


Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) lægger op til en stram finanslov i en tid, hvor der ellers er fremgang i økonomien.

Og ifølge Bo Sandemann Rasmussen, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, kan statens budget egentlig godt klare lidt flere udgifter, end regeringen lægger op til i udspillet til finansloven. Hvis det altså ikke var for Danmarks forpligtelser over for EU.

- Den største bremse er vores hensyn til EU's vækst og stabilitetspakke, hvor der er en grænse for, hvor stort underskud der må være på de offentlige budgetter.

- Ikke alle lande er indrettet på samme måde, så i nogle lande bliver kravene faktisk for skrappe i forhold til, hvad der er nødvendigt. Men det er med til at sikre, at systemet får en troværdighed i forhold til omverdenen, siger Bo Sandemann Rasmussen.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil ifølge Berlingske præsentere et udspil til en ny finanslov, som indeholder besparelser på yderligere to milliarder kroner.

I sidste måned lagde regeringen op til besparelser på finansloven på tre milliarder kroner for at undgå at komme i karambolage med EU's regler for budgetunderskud.

Med en stramning på samlet fem milliarder kroner ventes det danske budgetunderskud at lande lige under EU-grænsen på maksimalt 0,5 procent af bruttonationalproduktet.

Men med økonombriller havde det ikke i sig selv været en katastrofe for dansk økonomi, hvis underskuddet havde overskredet grænsen på en halv procent, siger Bo Sandemann Rasmussen.

- Når man regner på, hvad vi har råd til på lidt længere sigt med de offentlige indtægter og udgifter, så er der fint styr på det offentliges overordnede finansielle situation.

- Men for at kunne deltage i EU's vækst og stabilitetspagt, så skal vi leve op til nogle krav, der faktisk er lidt skrappere end nødvendigt for Danmark. Vi kunne godt overskride grænserne, uden at det ville give problemer på længere sigt, siger professoren.

De gode tegn for dansk økonomi i øjeblikket er blandt andet, at beskæftigelsen stiger, mens ledigheden falder, siger finansministeren i interviewet med Berlingske.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.