Professor bliver ny præsident for Dansk PEN
Per Øhrgaard skal fremover stå i spidsen for Dansk PEN, der kæmper for retten til at ytre sig frit.


Per Øhrgaard står fremover i spidsen for Dansk PEN, efter at han af den øvrige bestyrelse er blevet udpeget som ny præsident.

Øhrgaard afløser journalist Anders Jerichow, der stoppede på den seneste generalforsamling efter 10 år på posten.

Den nye præsident er litteraturforsker og professor ved Copenhagen Business School.

Med en baggrund indenfor tysk filologi har han blandt andet skrevet en biografi om Johann Wolfgang von Goethe, ligesom han har oversat en lang række tyske forfattere, herunder netop afdøde Günter Grass.

Han er desuden medlem af Det Danske Akademi.

Dansk PEN er en afdeling af International PEN, som er en sammenslutning af forfattere, journalister, oversættere og redaktørerne, der kæmper for det frie ord.

Foreningen er stiftet i 1921. PEN er en forkortelse for de engelske ord poets, playwrights, essayists, editors og novellists.

Forfatteren Kristina Stoltz er udpeget som vicepræsident i samme ombæring i stedet for journalisten Lone Kühlmann.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.