Professionshøjskoler: Kvalitet skal erstatte kvantitet
Det skal være slut med at præmiere kvantitet frem for kvalitet, siger formand for professionshøjskoler.
Regeringen vil skrotte taxametersystem i dens nuværende form og finde en ny bevillingsmodel til de danske uddannelser.
Regeringen vil skrotte taxametersystem i dens nuværende form og finde en ny bevillingsmodel til de danske uddannelser. Foto: Colourbox/free


De Danske Professionshøjskoler er positive over for regeringens planer om at konstruere et nyt bevillingssystem til de danske uddannelser og håber ligesom uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), at det vil give kvalitet frem for kvantitet.

Det mener formanden for Danske Professionshøjskoler, Harald Mikkelsen.

Han håber, det kan hjælpe til med at sikre, at de danske uddannelser er internationalt konkurrencedygtige.

- Når kvalitet er ordet, der bliver brugt, så er det væsentlige jo, at vi har uddannelser i Danmark, som er internationalt konkurrencedygtige, siger han.

Ifølge ministeren, skal det nye bevillingssystem sikre bedre kvalitet i uddannelserne, at flere tager en uddannelse med udsigt til beskæftigelse, samt at det er muligt at uddanne sig i hele landet.

Mikkelsen mener, at der både er fordele og ulemper ved det nuværende taxametersystem, men peger på, at systemet bør have mere fokus på kvaliteten i uddannelserne.

- Systemet præmierer kvantitet relativt entydigt i forhold til kvalitet. Et nyt tilskudssystem må meget gerne præmiere kvalitet mere tydeligt, end det er tilfældet med taxametersystemet i dag.

Esben Lunde Larsen understreger, at planerne om et nyt bevillingssystem ikke er en spareøvelse, og det håber Harald Mikkelsen er sandt, da han ikke ser plads til yderligere besparelser.

- Uanset hvilket tilskudssystem vi ender med, så må vi erkende, at vi ikke kan spare på danske uddannelser i forhold til det udgiftsniveau, vi har i øjeblikket. Det er umuligt.

- Vi bruger mange penge på uddannelse her i landet, men det er fordi, at man regner SU med. Tager man de reelle uddannelsesomkostninger, så ligger vi bestemt ikke i den flotte ende, siger formanden.

Ministeren har tænkt sig at nedsætte dels en arbejdsgruppe i sit ministerium, dels en gruppe bestående af repræsentanter for uddannelsessektoren og erhvervslivet, der skal finde frem til, hvordan pengene skal fordeles fremover.

Det skulle gerne resultere i, at det nye bevillingssystem kan træde i kraft i finansåret 2018.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.