Privatskolelærer Paul: Vi er rigtig kede af løngabet
- Vi laver jo det samme arbejde som folkeskolelærerne, siger privatskolelærer Paul Hye.
- Mange af mine kolleger fik et chok, da vi for nogle år siden opdagede, at vi fik en lavere løn end vores kolleger på den kommunale skole lidt længere nede af gaden, fortæller Paul Rye.
- Mange af mine kolleger fik et chok, da vi for nogle år siden opdagede, at vi fik en lavere løn end vores kolleger på den kommunale skole lidt længere nede af gaden, fortæller Paul Rye. Privatfoto


De fri- og privatskolelærere, der arbejder til lavere løn end deres offentligt ansatte kolleger, er rigtig kede af løngabet.

Det fortæller Paul Hye, der underviser i dansk, fransk og engelsk på privatskolen N. Kochs Skole i Aarhus.

- Jeg taler ofte med kolleger på mindre privatskoler, som er rigtig kede af løngabet. Vi har jo ikke lyst til at medvirke til en udvikling, som kan presse lønnen i hele faget, siger Paul Hye til Avisen.dk.

Forskel kom som et chok

Avisen.dk beskriver i dag, hvordan det stigende antal privatskoler kan føre til pres på lærernes løn, fordi privatskolelærerne får i snit 1.000 kroner mindre om måneden end offentligt ansatte.

Paul Hye og hans kolleger på N. Kochs Skole er nogle af de få fri- og privatskolelærere, der får samme løn som de offentligt ansatte lærere i kommunen.

- Mange af mine kolleger fik et chok, da vi for nogle år siden opdagede, at vi fik en lavere løn end vores kolleger på den kommunale skole lidt længere nede af gaden. Det var vi selvfølgelig rigtig kede af. Vi laver jo det samme arbejde, siger Paul Hye.

Ifølge Paul Hye er det i stedet andre faktorer som en særlig pædagogisk retning eller færre elever i klasserne, der får stadigt flere lærere til at søge over i det private.

Håber at inspirere

På N. Kochs Skole lykkedes det Paul Hye og hans kolleger at forhandle en lønpolitik på plads, der sikrer, at de får den samme løn som kollegerne på den kommunale naboskole.

- Skolen måtte så i stedet skære på nogle andre goder. Blandt andet blev elevernes lejrskoletur en dag kortere, og antallet af personalemøder blev skåret ned. Men det gør, at vi føler os anerkendte, når vores ledelse prioriterer, at vi selvfølgelig skal have den samme løn som de offentligt ansatte lærere, siger Paul Hye.

Forhandlingerne foregik med hjælp fra lærernes fagforening. Paul Hye håber nu, at lærergruppens erfaringer kan være med til at inspirere privatansatte kolleger på andre skoler.

- Vi ser jo tit, at det sker i yderområderne, at kommunerne lukker små skoler, fordi de ikke kan løbe rundt økonomisk, hvorefter de så åbner igen som friskoler med lavere løn til lærerne. Det er en rigtig ærgerlig udvikling, når man siger til lærerne, at ‘I kan kun få arbejde her, hvis I er villige til at gå ned i løn’. Det er også noget, man kan frygte vil smitte af på de andre skoler i området, siger Paul Hye.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.