Buskørekort, glatbanekørsel og hængercertifikater er på få år blevet en guldrandet forretning for den private køreskole-koncern TUC.
Firmaet nærmer sig 100 millioner kroner i årligt tilskud til AMU-kurser, og modtager dermed over en tiendedel af den offentlige støtte til opkvalificering. Det gør virksomheden til den AMU-skole i Danmark, der modtager flest offentlige midler.
Det viser en analyse fra foreningen Danske Erhvervsskoler, der er lavet på baggrund af tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
”Jeg vidste godt, at TUC var store, men det er meget overraskende, at de udgør så stor en bid af markedet,” siger Flemming Jørgensen, der er økonomikonsulent hos Danske Erhvervsskoler.
Men det er ikke kun på tilskudsstatistikken, at storkøreskolen indtager en førerposition. Også når det kommer til løftede pegefingre og krav om tilbagebetaling af kursus-millioner, lægger TUC sig i front.
Kombinationen af rekordvækst og kreativ omgang med kursuskroner udløser kritik fra Jan Aage Hansen, der er forhandlingssekretær i 3F og næstformand i Transporterhvervets Uddannelsesråd (TUR).
"TUC er dygtige, men bruger lidt for smarte tricks, som afgjort bidrager til den enorme vækst," siger han med henvisning til de seneste sager om tilbagebetaling af tilskud.
"Vi må desværre konstatere, at de offentlige myndigheder ikke er gearet til at holde styr på dem," siger Jan Aage Hansen.
Otte millioner i uberettiget tilskud
Det er over et år siden, at Avisen.dk afdækkede en række grove eksempler på såkaldt "utilsigtet brug af tilskudsordningen" hos TUC. Eksempler, som blandt andet TUR har betegnet som regulært misbrug.
Nu viser en aktuel sammentælling af sager, hvor myndighederne har forlangt tilskud tilbage, at TUC spiller hovedrollen i fem ud ialt 23 sager.
Indtil videre er køreskolen og de tilknyttede firmaer blevet pålagt at betale næsten otte millioner kroner tilbage, og 4-5 sager efterforskes fortsat.
"Det er en meget stor aktør, og vi har øje på, at der er sket mange og alvorlige regelovertrædelser hos denne aktør," siger kontorchef Bente Ørum fra Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, der har ansvar for kontrollen.
Mens TUC sluger tilskud som aldrig før, falder den samlede aktivitet i AMU-systemet. Alene fra 2010-11 er antallet af kursister på transportområdet faldet med 29 procent.
Af analysen fra Danske Ervhervsskoler fremgår det, at TUC-koncernen i 2011 høstede tilskud til AMU-kurser for 84 millioner kroner, mens tilskuddet bare i første halvår af 2012 udgør 48 millioner kroner.
"Og aktiviteten på AMU falder kraftigt i 2012, derfor ser det ud til, at TUC kommer til at udgøre en endnu større andel af markedet," vurderer økonomikonsulent Flemming Jørgensen.
Bøder er peanuts
Økonomikonsulenten fra Danske Ervhervsskoler mener, at de fortsatte eksempler på kreativ omgang med tilskudsmidler hos TUC tyder på, at myndighedernes sanktioner ikke rammer hårdt nok.
"Man kan nok sige, at myndighederne er blevet taget lidt på sengen af TUC. Og den tilbagebetaling, der er tale om indtil videre, er peanuts i forhold til den omsætning, der er i virksomheden," siger Flemming Jørgensen.
Ifølge kontorchef Bente Ørum er det ikke sig sig selv en forbrydelse at være storforbruger af kursuskroner.
"Vi har ikke en politik der hedder, at store udbydere er af det onde. Men vi skriver i slutningen af hvert brev, at vi holder øje med jer. Mere skrapt kan vi ikke skrive det," siger hun.
TUC-boss: Ekstra tilsyn frikender os
Bestyrelsesformand i TUC A/S Morten Mathiesen afviser, at hans køreskole på noget tidspunkt bevidst har handlet i strid med reglerne, men fastholder, at ministeriets afgørelser udspringer af forskellige opfattelser af reglerne.
Han understreger desuden, at han ikke kan genkende de opgørelser over størrelsen af tilskud eller afgjorte tilsynssager, som Avisen.dk har lagt til grund for denne artikel.
”Men jeg kan slå helt fast, at vi ikke bevidst bryder eller har brudt nogen regler. Der har i få tilfælde været tale om, at vi er uenige med styrelsen om fortolkningen af specifikke regler," skriver han i en mail til Avisen.dk.
Morten Mathiesen er heller ikke bekendt med, at Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen skulle have fundet eksempler på "alvorlige overtrædelser".
Det fremgår ellers sort på hvidt i Kvalitets- og Tilsynsstyrelsens afgørelse i sagen om Movia/Flextrafik, som blev beskrevet af Avisen.dk i går.
"... idet der efter styrelsens opfattelse er tale om en alvorlig tilsidesættelse af reglerne om arbejdsmarkedsuddannelser," skriver styrelsen som begrundelse for, at der forlanges samlet set to millioner kroner tilbage.
I mailen til Avisen.dk fremhæver Morten Mathiesen også, at TUC i forbindelse med Rigsrevisionens undersøgelse af AMU-systemet - som ventes offentliggjort onsdag, har modtaget to uanmeldte kontrolbesøg, samt været underkastet et uvildigt tilsyn af konsulenthuset Deloitte.
"I hvert tilfælde er der blevet sat ”flueben” ved vores måde at øve selvkontrol og foretage rapportering på. Desuden, så er hele vores administrationsprocedure blevet gennemgået af Deloitte på vegne af Styrelsen, og de har ikke fundet noget at kritisere," skriver Morten Mathiesen.
- TUC er en privat køreskole-koncern sammensat af 10-15 køreskoler og virksomheder - blandt andet et jobcenter.
- TUC er på får år vokset til at være blandt landets største udbydere af AMU-kurser.
- Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen har undersøgt 10 sager om uberettiget brug af AMU-tilskud på koncernens køreskoler.
- I fem sager er der forlangt samlet 8 mio. kr. tilbage. 4-5 sager efterforskes fortsat.