Mange deler deres festlige, private begivenheder på deres profiler på sociale medier, og det samme gælder nu også det britiske kongehus.
Prins Andrew, hertugen af York, har delt et billede af sin bror, prins Edward, og hans hustru, grevinde Sophie, og sin mor, dronning Elizabeth, i anledning af prins Edward og grevinde Sophies fødselsdagsfejring, hvor de havde inviteret velgørenhedsorganisationer til reception på slottet tirsdag.
- Et familiefoto før vi slutter os til gæsterne til min bror og svigerindes fælles 50-års fødselsdagsreception på Buckingham Palace og for at anerkende det vigtige arbejde med deres mange organisationer, skriver prinsen, som underskriver sig "AY" for "Andrew York."
Ifølge den britiske avis The Telegraph er billedet taget i et af dronningens private værelser på Buckingham Palace.
Selv om prins Andrew normalt bruger sin officielle Facebook-side til officielle meddelelser, er han meget åben for sociale medier. Således var han den første britiske kongelige til at tage en såkaldt selfie, som han lagde på Twitter.
Se prins Andrews fødselsdagsbillede her: https://www.facebook.com/hrhthedukeofyork?fref=ts
Newspaq