Pristjek: Kom til London og Paris for under 1000 kroner
Fortvivl ikke hvis billetten til vinterferien endnu ikke er booket. Lige nu kan man komme på storbyferie for under 1000 kroner.
Uge 7 og 8 er der, hvor flest danskere holder vinterferie, men ifølge et dugfrisk pristjek er der fortsat billige flybilletter at få i disse uger. Arkivfoto.
Uge 7 og 8 er der, hvor flest danskere holder vinterferie, men ifølge et dugfrisk pristjek er der fortsat billige flybilletter at få i disse uger. Arkivfoto. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Vinterferien lurer om hjørnet, og er den ikke allerede planlagt, er der god grund til at overveje en afstikker til en af Europas populære hovedstæder.

Selvom uge 7 og 8 er de mest populære uger at holde vinterferie i for danskerne, er der stadig billige flybilletter at finde til en lang række europæiske metropoler. Det viser et dugfrisk pristjek foretaget af Dansk Flyprisindex og rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk.

Ifølge pristjekket kan du rejse til Barcelona, London eller Paris for under 1000 kroner i uge 8. Har du mod på at flyve ud af Hamborg, er der billetter til samme destinationer for under 1000 kroner i uge 7.

Især Hamborg er en billig udrejselufthavn for danskerne, forklarer direktør hos travelmarket.dk, Ole Stoby.

- Der er ikke vinterferie i Tyskland, og derfor bliver priserne ikke presset op på samme måde, som de bliver det i Danmark. Desuden har der været meget stor priskonkurrence, siden EasyJet åbnede en base i Hamborg, og det er til gavn for alle dem, der vælger at flyve fra Hamborg, siger han.

Det er dog ikke kun Tyskland, der går uden om højsæsonen i uge 7 og 8. Generelt er det ikke feriesæson i Europa i disse uger, og derfor vil hoteller heller ikke blive en udfordring, vurderer Ole Stouby.

- Hovedstæderne ligger ikke under for prisstigninger på grund af dansk vinterferie, så de vil fortsat have et kæmpe udvalg af fornuftige overnatningsmuligheder og gode tilbud i uge 7 og 8, siger han til Newspaq.

Et lille 'men' ved de billige flybilletter er, at der ikke er medregnet eventuelle tillæg for ting som indtjekket bagage, sædevalg og måltider. For dette skal man typisk lægge 200 til 400 kroner oven i prisen per person. Men det er langt fra altid nødvendigt, vurderer Ole Stouby.

- Hvis det er storbyferie, kan man ofte nøjes med at tage lidt mindre med. Man må tage 10 kilo med i håndbagage, og er man et par eller en familie, kan man langt hen ad vejen nøjes med håndbagage og så en enkelt kuffert, som man har indskrevet, siger han til Newspaq.

Fakta:

- Ifølge Dansk Flyprisindex er der fortsat billetter til en række europæiske storbyer for under 1000 kroner i uge 7 og 8.

- Der er mange penge at spare ved at flyve ud af Hamborg, da der ikke er tysk vinterferie i uge 7/8, og fordi konkurrencen er intensiveret, siden EasyJet åbnede en base i lufthavnen.

- Man skal typisk forvente at lægge 200-400 kroner oven i flybillettens pris i tillæg for indtjekket bagage, mad på rejsen og sædevalg.

- Håndbagage er altid inkluderet i flybillettens pris, og det er tilladt at medbringe op til 10 kilo.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.