Prisen rasler ned for kendissernes pragtvillaer
Michael Laudrup, Bjarne Riis og Medina er blandt de kendte, som ikke kan få solgt deres bolig.
Michael Laudrup er klubtræner i oliestaten Qatar.
Michael Laudrup er klubtræner i oliestaten Qatar. Foto: Claus Bech/Scanpix/arkiv


Der skrues ikke kun ned på priserne i øjeblikket. Der skrues også ned på forventningerne. I hvert fald blandt sælgerne af landets absolut dyreste villaer.

Det viser et blik på priserne, som BT har foretaget.

Avisen har kigget nærmere på de boliger kendte danskere som Medina, fodboldbrødrene Brian og Michael Laudrup og cykelbossen Bjarne Riis har sat til salg.

For eksempel har netop Bjarne Riis skåret gevaldigt af prisen for sin cirkelformede pragtvilla ved Vejle Fjord.

Den står til salg for 17 millioner kroner, men har tidligere været udbudt til 22 millioner. Den 308 kvadratmeter store bolig med tilhørende 7,2 hektar grund har været til salg i knap 16 måneder.

Michael Laudrup, som i dag er træner i Qatar, har også problemer med at sælge sin villa. Den ligger på Strandvejen i Vedbæk og koster 39 millioner kroner - men så er der også udsigt ud over Øresund.


Michael Laudrup købte i 1994 grunden på Vedbæk Strandvej. Herefter udstykkede han den i to og byggede det hus, der i dag er til salg. Foto: Lützau

Lillebror Brian Laudrup satte sin og hustruen Mettes villa til salg i juni. Den har også udsigt til Øresund og med en beliggenhed i Skodsborg kan de 156 kvadratmeter erhverves for 11,8 millioner kroner, men har endnu ikke fundet en køber.

Pop-divaen Medina satte i september prisen på sit luksus-rækkehus på Islands Brygge i København ned til 14,9 millioner kroner.

Det var den tredje prisnedsættelse siden huset ramte markedet i maj. Her blev det udbudt til 19,5 millioner kroner.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.