Prinsesses børn fejrede ikke deres morfar
Den svenske prinsesse Madeleine havde ikke taget sine to børn med, da kong Carl Gustafs 70-års fødselsdag blev fejret i weekenden.
To af kongens børnebørn var ikke til at finde under lørdagens festligheder.
To af kongens børnebørn var ikke til at finde under lørdagens festligheder. Foto: Jonas Ekstromer/AP


Da den svenske konge Carl Gustaf i weekenden fyldte 70 år, deltog en række medlemmer fra det svenske kongehus i den royale fødselsdagsfejring.

Det var dog langt fra alle fra den kongelige familie, der var med til at fejre den svenske konges runde fødselsdag.

To af kongens børnebørn var ikke til at finde under lørdagens festligheder. Prinsesse Madeleine og manden Chris O'Neill havde nemlig valgt, at deres to børn, Leonore og Nicolas, ikke skulle deltage i lørdagens arrangementer.

Til det svenske medie Expressen forklarer prinsesse Madeleine, hvorfor hun valgte ikke at medbringe sine børn til fødselsdagsfejringen, selv om både Leonore og Nicolas befandt sig i Stockholm, hvor festen blev holdt.

- Det er faktisk ikke så kompliceret. De er jo små børn. Det er en officiel fejring af kongen, hvorfor det er kongen, som skal være i centrum. Og så har der været flere officielle middage, som foregik sent på aftenen, og der er det jo heller ikke optimalt at have børnene med, siger Madeleine til Expressen.

Madeleines søster, kronprinsesse Victoria, var ikke enig i beslutningen om at lade de yngste medlemmer af den royale familie blive hjemme fra festlighederne.

Kronprinsesse Victoria havde både taget prinsesse Estelle og nyfødte prins Oscar med, og begge børn stjal flere gange pressens opmærksomhed i løbet af dagen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.