Den spanske prinsesse Christina ser nu ud til at blive det første medlem af den spanske kongefamilie, der skal se indersiden af en retssal. Prinsessen er under anklage for skattesvindel, men havde forsøgt at appellere de to anklager.
Nu er appellen blevet afvist af retten i Palma, og det betyder, at sagen ryger i retten. Hvis prinsesse Christina bliver kendt skyldig, kan hun risikere op til fem års fængsel, skriver BBC.
Anklagerne om skattesvindel udspringer fra prinsessens mand, den tidligere olympiske håndboldspiller Iñaki Urdangarín. Ifølge anklagerne har han foretaget en række mistænkelige transaktioner, som har medført mistanke om millionsvindel.
Blandt andet er omkring 45 millioner kroner, som var tiltænkt velgørenhed, ifølge anklagerne endt på Iñaki Urdangaríns bankkonto gennem organisationen Noos. Den spanske prinsesse er viklet ind i anklagerne om lyssky forretningsmetoder, fordi hun sad i bestyrelsen i Noos.
Derudover er et andet firma, Aizoon, som det royale par ejede sammen, mistænkt for at være blevet brugt til at hvidvaske pengene.
Prinsessen er desuden under anklage for at bruge pengene på tøj og dansetimer til sine børn, hvilket skulle medføre, at der ikke var nær så stort overskud i firmaet, som parret så skulle betale skat af.
Den spanske prinsesse har nægtet, at hun havde kendskab til bedrageriet. Hun bor i dag i Schweiz, og både hun og hendes mand fik sidste år frataget deres titler som henholdsvis hertuginde og hertug af Palma de Mallorca.
Ifølge BBC kan Iñaki Urdangarín risikere op til 19 år og seks måneder i fængsel, hvis han bliver kendt skyldig.
/ritzau/FOKUS