Torsdag havde hendes svigerinde, kronprinsesse Mary fødselsdag, og fredag kan prinsesse Marie så fejre sig selv.
Her fylder prinsessen, der blev født Marie Agathe Odile Cavallier, nemlig 39.
Efter skilsmissen fra grevinde Alexandra fandt prins Joachim i 2005 kærligheden igen i franske Marie Cavallier. Parret blev forlovet i 2007 og gift i 2008 i Møgeltønder Kirke ved Schackenborg Slot, hvor de boede indtil sidste år.
I sommer meddelte kongehuset, at parret ville rykke fra det sønderjyske til en luksusvilla i Klampenborg, hvor de så flyttede ind i efteråret.
Prins Joachim begrundede flytningen med, at det er vanskeligt at forene de officielle pligter med at drive landbrug i Sønderjylland. Samtidig ville han gerne tættere på sønnerne prins Nikolai og prins Felix og den øvrige familie.
Prinsesse Marie er vokset op i både Paris og Schweiz og har studeret internationale erhvervsforhold og økonomi i Schweiz og USA. Derudover har prinsessen en bachelor i humaniora fra Marymount Manhattan College i New York.
Prinsesse Marie har mange protektorater, og særligt Landsforeningen Autisme står hendes hjerte meget nært. I efteråret fortalte prinsessen nemlig, at hendes nevø lider af sygdommen.
Sammen med prins Joachim har hun børnene prins Henrik på fem år og treårige prinsesse Athena. Derudover er hun stedmor for prins Joachims to børn fra ægteskabet med grevinde Alexandra, prins Nikolai på 15 og hans lillebror, 12-årige prins Felix.
Newspaq