- Lad dem spise kage, sagde Frankrigs dronning Marie Antoinette efter sigende, mens Paris' borgere sultede og den franske revolution var under opsejling.
Onsdag får de historiske ord en helt ny - og direkte - betydning, når den danske prinsesse Marie bager cupcakes for at skaffe penge og mad til verdens fattigste lande.
Det sker, når kampagnen fra Folkekirkens Nødhjælp "Bag så det batter!" skydes i gang med et stort bagearrangement på N. Zahles Seminarieskole i København onsdag formiddag.
Her vil prinsessen hjælpe 4. y med at bage cupcakes, og efterfølgende sælge kagerne til de andre elever i frikvarteret. Overskuddet fra kagesalget går direkte til Folkekirkens Nødhjælps hjælpearbejde med at brødføde verdens fattigste.
Opskriften, som eleverne og prinsessen vil bage efter, er udarbejdet af en den tidligere vinder af DR's program "Den Store Bagedyst", Annemette Voss.
Sammen med en anden tidligere bagedyst-vinder Nana Frolov og madbloggeren Maja Vase, er hun fast tilknyttet projektet som såkaldt bagestjerne.
Efter frokostpausen står Annette Voss så selv klar til at gribe forklæde og bagerulle, når hun skal hjælpe 4. x med at fremtrylle søde lækkerier i skolens køkken.
Resultatet herfra bliver efter planen sat til salg onsdag eftermiddag på Israels Plads i København. Her kan lækkersultne københavnere og turister så komme forbi og få stillet sukkertangen, samtidig med at de støtter et godt formål.
Læs mere om projekt "Bag Så Det Batter!" her: https://www.bagsaadetbatter.dk/
ritzau/FOKUS