Prinsesse hoster op: Betaler millionbøde
Spanske prinsesse Cristina, der er involveret i en sag om skattesnyd, betaler nu 600.000 euro i håbet om at undgå vidneskranken.
Prinsesse Cristina er endt i lidt af en suppedas.
Prinsesse Cristina er endt i lidt af en suppedas. Foto: Manu Fernandez/AP


Det er lidt af et rod, som spanske prinsesse Cristina, der er storesøster til kong Felipe, befinder sig i.

Tidligere på året blev prinsessen anklaget for at være involveret i skattesnyd og hvidvaskning af penge, og det er den sag, der nu får prinsessen til at betale en bøde på knap 600.000 euro, svarende til næsten 4.500.000 millioner danske kroner.

Det skriver den spanske avis El País.

Bøden var indkrævet af den spanske anklagemyndighed og skulle dække hendes påståede profit, der blev skabt ved finansiel kriminalitet begået af hendes mand, Iñaki Urdangarin.

Selv om anklageren ikke har fundet den spanske prinsesse ansvarlig for svindel, ser han hende alligevel som civil ansvarlig, fordi hun formentlig har kunnet drage fordel af sin mands svindel.

Prinsessens advokater håber, at betalingen af bøden betyder, at prinsessen kan slippe for vidneskranken og desuden ikke risikerer at blive holdt hen, hvis en retssag skulle blive en realitet.

Sagen handler i store træk om, at prinsessens mand skulle have raget seks millioner euro til sig fra offentlige penge, der ellers var tiltænkt velgørenhed, igennem sin egen organisation.

Prinsesse Cristina sad i organisationens bestyrelse, og var desuden også medejer af et andet firma, som anklagemyndigheden formoder, er blevet brugt til at hvidvaske penge.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.