Prinsesse er klar til at trække i fodboldtøj
Prins William fik en helt speciel gave til sin nyfødte datter, da han besøgte det engelske kvindelige fodboldlandshold.
Prins William besøgte onsdag morgen Englands kvindelige fodboldlandshold.
Prins William besøgte onsdag morgen Englands kvindelige fodboldlandshold. Foto: Bradley Ormesher/AP


Lille prinsesse Charlotte er klar til at skifte store kjoler og diademer ud med fodboldtøj.

Onsdag morgen fik hun nemlig sin første personlige fodboldtrøje med navnet Charlotte og nummer et på ryggen.

Trøjen var en gave til den lille prinsesses far, prins William, fra Englands kvindelige fodboldlandshold, som han besøgte onsdag morgen i St. Georges Park i Staffordshire.

De kvindelige fodboldspillere forspildte ikke chancen for at udspørge prinsen om den nyfødte prinsesse, og prins William afslørede, at han havde haft søvnløse nætter, siden lillepigen blev født.

- Han sagde, at han virkelig nød at være far, men at prinsesse Charlotte holder ham vågen om natten, og at det var derfor, at han så lidt træt ud, fortæller holdkaptajn Steph Houghton til The Telegraph.

Prins William fortalte også, at sønnen prins George er en krudtugle, der ikke kan sidde stille. Det fik fodboldkaptajnen til at håbe, at den snart toårige prins gemmer på et stort fodboldtalent.

- Han fortalte, at prins George aldrig stopper med at bevæge sig. Han er altid i gang og holder sine forældre godt beskæftiget, siger Steph Houghton til The Telegraph.

Det er mindre end tre uger siden, at prinsesse Charlotte blev født, men prins William er allerede vendt tilbage til arbejdet.

Prins William er præsident for "The Football Association", og han skulle møde kvindelandsholdet, før de skal deltage i VM i fodbold i Canada.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.