Det bliver i det absolut dyreste og fineste kvarter i London, at den svenske prinsesse og hendes familie slår sig ned, når de snart skifter Stockholm ud med den britiske hovedstad.
Den lille familie er netop flyttet fra New York til Stockholm, men det er ikke længe Madeleine får lov at blive i hjemlandet.
Senere på året skal prinsessen, hendes mand Chris O'Neill, datteren Leonore og deres kommende barn nemlig flytte ind i et hus i Belgravia. Og det er ikke i et hvilket som helst hus, men svigermorens hus, skriver expressen.se.
Huset ejes nemlig af Eva O'Neill og området er meget fashionabelt og eftertragtet blandt de megarige.
I området bor kendisser, diplomater og adelige side om side. Og husene er ekstremt dyre. En etværelses lejlighed er eksempelvis blevet solgt for 15 millioner kroner, mens store villaer kan koste op mod en milliard kroner.
Fødslen af parrets kommende barn skal dog ifølge hoffet foregå i Sverige. Prinsessen, der er yngste barn af kong Carl Gustav og dronning Silvia, skal nedkomme i løbet af sommeren. Og sommeren byder også på en anden stor begivenhed i det svenske kongehus, brylluppet mellem prins Carl Philip og hans forlovede Sofia Hellqvist.
/ritzau/FOKUS