Det lyder som noget, der er taget ud af en Hollywood-film: En ung, smuk pige begynder på universitetet i et fremmed land, hvor hun passer sine studier, får gode venner og lever et helt normalt ungdomsliv uden at nogen ved, at hun i virkeligheden er en vaskeægte prinsesse.
Men præcis sådan har livet været for den 23-årige japanske prinsesse Mako, der det seneste år har læst på universitetet i Leicester, hvor hun har taget en masteruddannelse i kunstmuseer og gallerier.
Det er blevet afsløret, efter at prinsessen nu har færdiggjort sine studier, skriver Hello! Magazine.
Men prinsessen har ikke bare gået og gemt sig i de støvede gange på universitetet, hun har undervejs i sit Englands-ophold også gennemført et otte uger langt praktikophold på Coventry-museet og på New Walk-museet i Leicester.
For den unge prinsesse har det været fantastisk at prøve at være "undercover" og leve et normalt liv.
Til spørgsmålet om, hvordan det seneste år har været, er hun ikke i tvivl om sit svar:
- Det har været en vidunderlig oplevelse, siger hun ifølge Hello! Magazine.
Prinsesse Mako, der er kejser Akihito's barnebarn, bliver af sin professor Simon Knell, kaldt både høflig, entusiastisk og meget generøs.
Se prinsessens professor fortælle om den royale studerende her.
/ritzau/FOKUS