Prinsesse af Danmark i ny nazi-afsløring: Hitler var charmerende
Prinsesse Sophie af Danmark og Grækenland var imponeret af Adolf Hitler, viser ny afslørende tv-dokumentar.
The Sun kunne i sidste uge vise et 82 år gammelt tv-klip, der viser dronning Elizabeth heile sammen med flere familiemedlemmer.
The Sun kunne i sidste uge vise et 82 år gammelt tv-klip, der viser dronning Elizabeth heile sammen med flere familiemedlemmer. Foto: EPA/Scanpix


I en ny tv-dokumentar, der bliver vist på britiske Channel 4 i næste uge, afsløres det, at prinsesse Sophie af Danmark og Grækenland omtalte Adolf Hitler i positive vendinger.

Hun skulle i sin dagbog angiveligt beskrive den berygtede nazi-leder for en ”charmerende” og ”tilsyneladende beskeden” mand.

Det skriver det britiske medie The Independent.

Sophie, der fik sin titel som prinsesse af Danmark, fordi hun er tipoldebarn af den danske kong Christian d. 9., døde 87 år gammel i Tyskland i 2001.

Prinsessen spiller en central rolle i den kommende tv-dokumentar, som er et portræt af Sophies bror, den britiske prins Philip.

Dokumentaren kommer kort tid efter, at tabloidavisen The Sun kunne vise et 82 år gammelt tv-klip, der viser prins Philips kone og nuværende dronning, Elizabeth, heile sammen med flere familiemedlemmer.

Klippet fik både det britiske kongehus og flere andre medier til at tage afstand fra The Sun. Men nu kaster nye oplysninger altså lys over det britiske kongehus’ eventuelle bånd til Nazi-partiet.

I dagbogen skulle prinsesse Sophie af Danmark og Grækenland beskrive Hitler som imponerende efter at have mødt ham ved flere lejligheder, før han kom til magten i 1930’erne.

- Jeg bliver nødt til at sige, at på trods af, at Chri (Prinsesse Sophies første mand Prins Cristoph, red.) og jeg senere ændrede vores politiske synspunkter radikalt, så var vi meget imponerede af den charmerende og tilsyneladende beskedne mand og af hans planer om at ændre og forbedre situationen i Tyskland, skriver prinsesse Sophie i dagbogen ifølge The Independent.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.