Prinser uddeler støtte for 300.000 kroner
Prins Nikolai og prins Felix' egen fond har netop uddelt støtte for over 300.000 kroner, som skal gå til humanitære og kulturelle formål.
"Nikolai og Felix Fonden" blev i sin tid oprettet til prinsernes mor, grevinde Alexandra.
"Nikolai og Felix Fonden" blev i sin tid oprettet til prinsernes mor, grevinde Alexandra. Foto: Khan Tariq Mikkel/Polfoto


Til trods for at hverken prins Nikolai eller prins Felix endnu er fyldt 18 år, har de to prinser deres helt egen fond, "Nikolai og Felix Fonden".

Prinsernes fond blev oprindeligt stiftet til deres forældre, prins Joachim og grevinde Alexandra, i 1995, men i 2010 overgik fondens midler til prins Nikolai og Felix, hvorfor navnet også blev ændret.

Nu har "Nikolai og Felix Fonden" uddelt støtte for 380.000 kroner til projekter, der enten er af kulturel eller humanitær karakter.

I alt er 16 forskellige projekter eller personer blevet tildelt midler fra de unge prinsers fond, som har til formål at støtte humanitære, kulturelle og uddannelsesmæssige formål i eller udenfor Danmark.

Den største pengesum på 30.000 kroner er blevet givet til fire ansøgere, heriblandt Stine Krause Olsen, der har fået økonomisk støtte til at læse sin kandidatgrad på Columbia University.

Prinsernes fond har i alt uddelt 380.000 kroner i år, hvor 125.000 kroner er gået til kulturelle formål, 165.000 til sociale og humanitære formål og 90.000 til uddannelses- og forskningsmæssige formål.

Midlerne, som fonden har uddelt, stammer fra det økonomiske overskud, der var tilbage efter salget af den bryllupsmønt, som blev skabt i anledningen af prins Joachim og Alexandras bryllup 18. november 1995.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.