Den 31. august 1997.
Det er en af de dage, hvor de fleste husker, hvor de var. Det var nemlig den dag, hvor prinsesse Diana døde i et tragisk biluheld i Paris.
Især prinserne William og Harry glemmer aldrig dagen, hvor de mistede deres mor. Og det vil de også sørge for, at ingen andre gør. Til august næste år er det 20 år siden, Diana døde, og det vil de to prinser markere med en særlig mindeplads. Det skriver Hello! Magazine.
Prinserne planlægger nemlig at bygge en ny mindepark ved Kensington Palads, hvor William og Kate tidligere har boet. Og intet bliver gennemført, før det er blevet godkendt af de to prinsebrøde.
Især Harry, som kun var 12 år, da Diana døde, ser frem til mindeparken.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at hun aldrig bliver glemt. Jeg håber, at mange af min mors talenter er tydelige i det arbejde, jeg gør, siger han til Good Morning America.
- Jeg er sikker på, at hun længes efter, at jeg får børn, så hun kan blive bedstemor igen. Jeg håber, at alt, hvad vi gør privat og officielt, gør hende stolt. Jeg tror, det at miste din mor i så ung en alder, former dit liv helt massivt. Pludselig giver jeg selv råd til folk, der står i samme situation, fortsætter han.
/ritzau/FOKUS