Der sker snart store ændringer i familielivet for svenske prins Carl Philip og hans kone, prinsesse Sofia.
I april næste år kommer parrets første barn til verden, og det royale par har allerede fået en forsmag på livet med børn. De har nemlig ved flere lejligheder passet børnene i den svenske kongefamilie. Det skriver det svenske medie Svenskdam.
- Ja, vi har været barnepiger. Nu er det lidt vanskeligt, fordi prins Nicolas og prinsesse Leonore er lidt længere væk, men vi er mere end glade for at babysitte, siger prinsesse Sofia til Svenskdam.
Den 30-årige prinsesse fortalte også, at hun har det godt og føler sig tilpas under graviditeten. Og så har hun modtaget masser af råd om, hvordan det er at blive mor.
- Tag det roligt og tag det, som det kommer. Og ikke at lytte til for mange råd, svarer hun til spørgsmålet om, hvad det bedste råd, hun har fået, er.
Det royale par giftede sig i sommer ved et stort bryllup. Kærligheden har ellers været en sej kamp for det svenske prinsepar. I årevis måtte de kæmpe med uviljen mod deres forhold i kongefamilien, men prinsessen har med tiden vundet sine svigerforældres hjerter, og nu sikrer hun dem også et barnebarn mere til flokken.
/ritzau/FOKUS