Inden for blot fire år er det svenske kongehus blevet udvidet med hele fem royale rollinger.
Tirsdag den 19. april kom det seneste skud til stammen, da prinsesse Sofia fødte sit og prins Carl Philips første barn, som blev en lille velskabt prins på 49 centimeter.
Parret havde valgt ikke at kende babyens køn på forhånd, og derfor var det en stor overraskelse, da sønnike tittede frem.
- Det var et valg, vi traf ganske tidligt. Vi ville ikke kende barnets køn, men have det som en overraskelse, røbede den stolte far foran den fremmødte presse - og deriblandt avisen Expressen, hvor den stolte far viste med hænderne, hvor lang lilleprinsen var.
- Sofia gjorde alt rigtigt og havde en fantastisk fødsel. Hun var så dygtig. Og at være med til det her og se Sofia gå igennem det - det er betagende, tilføjede den stolte nybagte far, der også klippede navlestrengen over.
Den lille nyfødte prins har i øvrigt fået en jævnaldrende fætter. Prins Carl Philips 38-årige storesøster, kronprinsesse Victoria, fødte sit og prins Daniels andet barn, prins Oscar, i starten af marts.
Foruden lille prins Oscar er kronprinsesseparret forældre til fireårige prinsesse Estelle, der en gang i fremtiden bliver tronarving og kommende dronning af Sverige.
Foruden prinsesse Estelle og lille prins Oscar har den nyfødte prins endnu en fætter og kusine.
Prins Carl Philips 33-årige lillesøster, prinsesse Madeleine, har toårige prinsesse Leonore og prins Nicolas på blot 10 måneder med sin borgerlige mand, Christopher O'Neill.
/ritzau/FOKUS