Prins William og hertuginde Kate startede som venner, da de mødtes på University of St Andrews i 2001.
To år senere faldt parret pladask for hinanden, og efter otte års forhold giftede de sig ved et storstilet bryllup i 2011.
Den nu 33-årige prins og 33-årige hertuginde fik sønnen prins George i 2013, og den 2. maj i år blev parret forældre til deres andet barn, prinsesse Charlotte, som har bragt dobbelt op på lykke og ekstra sved på panden.
- Det har været fantastisk, og hun er en stor glæde for os. Men på samme tid er der mere ansvar ved at skulle holde øje med to nu - specielt når George er sådan omkring. Han er en lille abe, joker prins William i et interview med BBC.
- Det er fantastisk at have en dejlig lille familie, og jeg er bare så glad. Catherine gør det fantastisk som mor, og jeg er meget stolt af hende, roser prinsen hertuginde Kate.
Selv om parret er ved at finde sig til rette med to royale rollinger, er prins William ikke afvisende overfor, at prins George og nyfødte prinsesse Charlotte måske en dag kommer til at få en lillesøster- eller bror.
- Vi har lige fået nummer to. Men man ved aldrig, hvad der vil ske i fremtiden, lyder det kryptisk fra Storbritanniens kommende konge.
Mandag vendte prins William tilbage til jobbet som ambulancepilot efter sin barsel med prinsesse Charlotte, og det betyder meget for den nybagte far i hans forberedelse på en dag at skulle være konge.
- Jeg føler, at jobbet hjælper mig med at bevare jordforbindelsen i det, jeg forsøger at blive. Jeg prøver bare på at være en god fyr, en anstændig og betænksom person og gøre, hvad jeg kan, lyder det fra prins William.
/ritzau/FOKUS