Prins Harry er i øjeblikket på et længere besøg i Afrika, hvor han lærer om beskyttelsen af truede dyr. Her han brugt den seneste uge på centeret "Khulula Care For Wild" i Sydafrika, som tager sig af baby-næsehorn, som har mistet deres forældre. Den rødhårede prins har været på skolebænken for at blive klogere på, hvordan man plejer de forældreløse næsehorn og bevarer den truede dyreart.
Centeret har lagt et billede op på Twitter, hvor prinsen poserer med to små næsehorn, der bliver klappet på siden. På Khulula arbejder de med at tage sig af og rehabilitere næsehornsunger, hvis forældre er blevet skudt af krybskytter.
- Efter denne her periode vil prins Harry være en af de bedst informerede ambassadører for beskyttelsen af vilde dyr og han vil vide, hvad der virkelig foregår i Afrika. Hans erfaringer vil have stor værdi, har Jonathan Bailie, direktør for bevarelses på "Zoological Society of London" også kaldet ZSL, tidligere udtalt i en pressemeddelelse.
Hvad der tilsyneladende tog næsten lige så meget opmærksomhed som de små tykhudede næsehorn, i hvert fald efter offentliggørelsen af billedet på Twitter, var dog prinsens nye røde fuldskæg.
Se Twitter-billedet her
/ritzau/FOKUS