Det er over 14 år siden, at eventyret mellem prins William og hertuginde Kate begyndte.
Tronarvingen og den borgerlige bogorm mødte hinanden på universitetet St. Andrews i Skotland i 2001 og forelskede sig hovedkulds i hinanden to år senere.
Efter et kort brud i 2007 fandt parret hurtigt tilbage i hinandens arme igen, og kærligheden kulminerede i 2011, da de giftede sig ved et storstilet bryllup.
Derfor står parret i dag så stærkt sammen, at prins William sagtens kan joke med sin kones forførende egenskaber.
Det 33-årige prinsepar hjalp onsdag med at ringe rundt og indsamle penge til den årlige ICAP-velgørenhedsdag i London, og her brugte hertuginden sine bedste overtalelsesevner.
- Catherine, jeg tror, du skal stoppe med at flirte med dem nu, jokede prinsen ifølge avisen Hello Magazine, hvorefter han vendte sig om til de skraldgrinende tilstedeværende og sagde:
- Undskyld, men min kone gør mig pinlig.
Senere fortsatte de kærlige drillerier mellem prinseparret, der er forældre til toårige prins George og lille prinsesse Charlotte på syv måneder.
- Jeg tror, der foregår studehandler ovre på den anden side af skrivebordet, jokede prins William videre.
Noget tyder på, at hertugindens flirten kastede klejner i kassen, for senere onsdag meddelte det britiske kongehus på sin officielle Twitterprofil, at parret indsamlede mange millioner af kroner til velgørende formål.
Kensington Palace lagde en video ud af hertugindens flirten, og den kan ses her: https://twitter.com/KensingtonRoyal/status/674591591403683844
/ritzau/FOKUS