Prins taler ud om sexskandale
Prins Andrew er anklaget for at have forgrebet sig på en mindreårig pige, men de rygter afviser den britiske prins nu kategorisk.
Prins Andrew forsøger at dementere alle rygter om, at han skulle være sexforbryder.
Prins Andrew forsøger at dementere alle rygter om, at han skulle være sexforbryder. Foto: Michel Euler/AP


De sidste par uger har været fyldt med ubehagelige rygter om den engelske prins Andrew.

En ukendt pige anklager nemlig prinsen, der er nummer fem i arvefølgen til den britiske trone, for at have forgrebet sig på hende, da hun blot var 17 år gammel. Og nu står den 54-årige prins for første gang selv frem for at afvise rygterne.

Det skriver avisen The Telegraph.

- Jeg er nødt til at tale om de begivenheder, der har foregået i løbet af de seneste uger. Jeg vil gerne gentage og cementere de meddelelser, som Kongehuset er kommet med på mine vegne, siger den skandaleombruste prins.

Tidligere har repræsentanter for det britiske kongehus således kategorisk afvist, at prins Andrew skulle have haft kønslig omgang med den - ifølge britisk lovgivning - mindreårige pige.

Anklagerne går blandt andet på, at den pædofilidømte milliardær Jeffrey Epstein fra 1999 til 2002 holdt en ukendt pige som sexslave, og hende skulle den britiske prins Andrew altså angiveligt også have forgrebet sig på.

Epstein og prins Andrew var tidligere gode venner, men prinsen har efterfølgende erkendt, at det var en fejl, at han socialiserede med den kontroversielle rigmand.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.